The Subtle Knife

119324

The Subtle Knife af  Philip Pullman

five-stars (1)

From what we are, spirit; from what we do, matter. Matter and spirit are one. 

The Subtle Knife (1997) er anden bog i trilogien His Dark Materials af Philip Pullman. Har du ikke læst den foregående, vil jeg anbefale ikke at læse denne anmeldelse, da den indeholder spoilers. Læs hellere min anmeldelse af The Golden Compas, som er den første bog i serien.

Bog nummer to starter, hvor den første slap. Lyra befinder sig i en anden verden, hvor hun møder drengen Will Parry. Will er dog også fremmed i denne verden. Han kommer fra læserens London; nærmere bestemt Oxford. Her har han boet sammen med og taget vare på sin ustabile og frygtsomme mor. Moren har længe ment, at nogle mænd har været efter hende. Denne forestilling, finder Will ud af, er af hans mor ikke grebet ud af den blå luft. De samme mænd er nemlig nu på jagt efter Will, da de ønsker at komme i besiddelse af nogle breve fra hans forsvundne far. Wills far har været forsvundet i omkring ti år, og moren har intet hørt fra ham. For at beskytte sin mor efterlader Will hendes hos hans gamle klaverlære.

Under et møde med de fremmede mænd i sort kommer Will til at dræbe en af disse. Will må derfor flygte for at redde sit liv og forsøge at finde sin far. Det er under denne flugt, Will finder et vindue til en anden verden. Herigennem ankommer han til byen Cittigazze, der dog ikke rummer fred og idyl. Byen er nemlig forladt med undtagelse af en lille bande af børn, som beretter omkring Spectres, som jager voksne. Det er således i denne verden, Will møder Lyra. Lyras Althiometer fortæller hende, at hun skal hjælpe Will med at finde hans far. Undervejs bliver Althiometret dog stjålet, og tyven forlanger The Subtle Knife i bytte. Under forsøget på at erhverve sig denne kniv bliver Will til bæreren af kniven. Kniven har evnen til at åbne vinduer til andre verdener og er derfor et magtfuldt våben i den kamp, som truer i horisonten. Børnene må nu finde Wills far, men Lyras mor Mrs. Coulter har planer med Lyra. Will og Lyra får dog hjælp fra andre kanter. Gamle venner, hekse, engle og væsner, ridende på guldsmede dukker op på deres vej.

Every little increase in human freedom has been fought over ferociously between those who want us to know more and be wiser and stronger, and those who want us to obey and be humble and submit.

Lyra udvikler sig som karakter undervejs i bogen, bl.a. ved hjælp af Will, der rummer modsatrettede karaktertræk end hende selv. Will er langt mere moden, logisk og hans temperament ikke så let antændelig. Lyra kommer da også til at se op til Will – selvom hun ikke ønsker at indrømme det. Mrs. Coulter forbliver kold og hjerteløs, som hendes ellers gyldne dæmon. På det stilistiske plan er brugen den formelde tiltale “Mrs. Coulter” værd at bemærke. Denne er med til at få hende til at virke som en person, der ikke er gennemtrængelig for menneskelig varme. Der bliver ved med at være en distance til hende som person – også fra fortællerens siden trods dennes alvidenhed.

Bog nummer to er en endnu mørkere historie end The Golden Compass. Børnene skildres her endnu stærkere som blot værende redskaber for de voksne – dette værende ud fra både gode og dårlige intentioner. Lyras egne forældre viser dette stærkest, da de ikke ser hende som en person, men blot et middel. Svigt fra forældres side ses også hos Will. Her er der dog tale om et utilsigtet svigt. Will bliver dog alligevel til et redskab, der skal skærme og beskytte. Børn er desuden ikke uden skyld. William Goldings Lord of the Flies dukker op under en scene i byen Cittigazze. Kritikken af det religiøse fortsætter selvfølgelig også i denne del af trilogien. Den katolske kirke er ikke en del af Lyras verden, men kirken i hendes er dog stærk baseret herpå. Der er også i mange af karaktererne en antiparti for denne type af religiøsitet at finde. Lord Asrial, Lyras far, ønsker da også at dræbe kirkens overhoved, Gud. Fra vores verden er det desuden forskeren Dr. Malone, som hjælper Lyra. Dr. Malone har forladt den nonneorden, hun tidligere var en del af, da religion ikke har formået at give hende det, hun forventede.

I know whom we must fight…it is the Church. For all its history, it’s tried to suppress and control every natural impulse.That is what the Church does, and every church is the same: control, destroy, obliterate every good feeling.

The Subtle Knife rummer ikke samme delkonklusion, som The Golden Compas gjorde. Det ligger derfor også lige for at fortsætter i bog nummer tre med det samme. Dette kan da også varmt anbefales at gøre! Pullmans opdigtede verden er så dyb og føles så virkelig, at det er svært ikke at tænke på, hvilke andre eventyr ud over Lyras den kunne rumme.

The Golden Compas

119322

The Golden Compas af Philip Pullman

4-stars

You cannot change what you are, only what you do.

The Golden Compas er en roman, de fleste kender. Jeg har da også ofte hørt om den og tænkt, at den skulle jeg da læse. Nu har den så haft en plads på min boghylde i et par år uden at have fundet vej til mit natbord. Der er dog en, som skubbede til mig og mente, at dette skulle være sommeren, hvor jeg skulle stifte bekendtskab med Philip Pullmans roman. Den første del af trilogien His Dark Materials og udkom i 1995.

Romanen tager sin læser med til en anden verden. En verden, hvor alle har en dæmon; et dyr som er en del af mennesket, men stadig adskilt fra det. Dyret afspejler således dets menneskes sjæl, og derved er mennesket aldrig alene. I denne verden lever den forældreløse Lyra Belacqua et sorgløst liv blandt de lærde på Jordan College i Oxford. Her får hun tiden til at gå med undervisning og leg med køkkendrengen Roger samt andre børn. Denne tilværelse brydes dog, da der kommer besøgende til colleget. Lyras onkel Lord Asriel dukker op med beviser på mystiske fænomener og eventuelle farer i Norden. Disse beviser inkluderer et billede af et mystisk himmelfænomen kaldet Dust og et utydeligt omrids af en by blandt nordlyset. Byen mistænker Lord Asriel for at være en del af en anden verden. Lyra overlades efter Lord Asriels afrejse til Norden i Mrs. Coulters varetægt. Mrs. Coulter er en betagende kvinde, men også en ivrig videnskabsmand og opdager. Lyra glæder sig også over denne særlige kvindes opmærksomhed; en opmærksomhed, hun har savnet fra sin onkel. Inden Lyra tager med Mrs. Coulter, får hun udlevet et særligt kompas, som kan fortælle sandheden. Dette kompas må hun endelig ikke lade komme i hænderne på de forkerte, hvilket også inkluderer Mrs. Coulter.

Imens begynder børn at forsvinde. Roger er et af disse børn, som bliver kidnappet af dem, som kaldes “Gobblers”. Mistanken lyder på, at børnene bliver brugt til eksperimenter i Norden, hvor de holdes fanget. Lyra er en nysgerrig pige, som ikke mangler mod. Hun slår fra sig, tager sagerne i egen hånd og rummer en ild og vildskab. Derfor sætter hun også ud på en færd for at redde Roger, og snart står det klart for hende, at både Mrs. Coulter og Lord Asriel på en eller anden måde er involveret.

“One moment several things are possible, the next moment only one thing happens, and the rest don’t exist.”

The Golden Compas er  dog ikke kun en børnebog og et godt eventyr. Den er også en protest. En protest mod en anden stærkt dominerende litterær serie nemlig Narnia af C.S. Lewis. Dette er nok også en serie, som de fleste kender; enten som film eller bog. Fortællingerne om landet Narnia er stærkt præget af religion – nærmere bestemt kristendommen. Pullmans protest går mod gudsbegrebet og den eneherskende religion. Denne kan nemlig blive for dogmatisk og undertrykkende – hvilket ses i romanen. Dette fænomen gælder dog ikke kun kristendommen. Fænomenet Dust, det usynlige støv, som især samler sig omkring voksne mennesker, bliver af visse tolket som bevis på arvesynd. Lyra begynder dog at forstå, at støvet samler sig omkring mennesket, når det begynder at undergå en bevidsthedsudvikling og tilegne sig visdom. Således er visdommen ikke en dårlig ting. Pullmans inspiration af John Miltons værk Det tabte paradis fra 1667 er desuden tydelig. I denne fortælling gør englen Lucifer opgør mod den almægtige Gud. Pullmans genfortolkning lægger vægt på denne engel som værende en person, der kan se det uretfærdige i Guds handlinger. Det er således et opgør mod forældede dogmer, og derved også et godt oprør. Man skal nemlig ikke leve efter det metafysiske, men leve et fysisk liv. Der skal ske en udvikling i mennesket, det skal vokse, så det når dets fulde potentiale. Syndefaldet er således en god ting.

Jeg ved ikke, hvordan den ville have været at læse som barn. Som voksen har jeg svært ved blot at læse den som en børnebog. Overalt ser jeg protesterne, og jeg tvivler på, at et barn helt ville kunne forstå bogen. Men alligevel kan jeg se appellen til børn: den uskyldig stædige Lyra, som heltinden alle må holde af, den frostdækkede verden med dets drømmende nordlys, de magiske væsner, heksene og selvfølge, hvem ville ikke ønske sig en dæmon? Barnet behøver da heller ikke at forstå alle lag for at nyde nogle dem. Jeg tror ikke, at bøgerne bliver dårligere af at blive læst eller genlæst som voksen. For mig er de stadig magiske og smukke. Pullmans beskrivelser af den verden, han har skabt, får en til at ønske sig ind i denne verden. Der ligger så meget under overfladen i denne roman, at det er svært kun at se den som en børnebog. Det er også en fortælling, som lader skellet mellem det onde og gode udviske. Både religionen og videnskaben udfører uhyrlige handlinger i deres interesse. Intet er sikkert.

De forskellige opfattelser af verden er fantastiske at læse. Alle de forskellige grupper (panserbjørnene, videnskabsfolkene, de gejstlige og heksene) har forskellige måde at leve i verden på. Der er både noget brutalt og smukt over dette. Det er ikke en eventyrverden, hvor alt ender lykkeligt, men en verden, hvor livet virkelig leves og mærkes – hvilket hænge sammen med dets religionkritiske syn. Særligt heksedronningen Serafinas beskrivelse af hendes perception af verden ramte mig:

“We feel cold, but we don’t mind it, because we will not come to harm. And if we wrapped up against the cold, we wouldn’t feel other things, like the bright tingle of the stars, or the music of the aurora, or best of all the silky feeling of moonlight on our skin. It’s worth being cold for that.” 

Det er en bog, jeg kan se mig selv genlæse flere gange. Mit eksemplar indgår i en samling af hele trilogien og har allerede fået en del patina, da intet passer bedre sammen end en kop te og en bog. Dette gør det efter min mening kun hyggeligere at tage bogen ud af reolen for endnu en gang at tage på rejse med Lyra til en verden af frost og sne.

Stigninger og fald

9567956

Stigninger og fald af Josefine Klougart

4-stars

Josefine Klougarts Stigninger og fald har for mig en helt særlig betydning. Det er svært at sige, hvori denne betydning ligger, men det er en bog, der har påvirket mig, og som jeg stadigt vender tilbage til.

Stigninger og fald udkom i 2010 og var Klougarts debut roman. Handlingen udspiller sig på Mols, hvorfra Klougart selv kommer. Fortælleren hedder da også Josefine, og derved leger Klougart med en form for autobiografisme. Klougarts sprog er noget helt særligt. Hun leger med et figurativt sprog, som underbygger handlingsplanet og bryder med genreforventningerne. Gennem den særlige brug af sproget sætter hun minderne i fokus samtidigt med, at der peges på det sproglige fokus i romanen. De sprogligt skabte billeder i Stigninger og fald virker da også mere fremtræden end det narrative plot. I forbindelse med opstillingen er der heller ikke tale om kapitler, men netop blot korte fortællinger omhandlende minder, der ikke er direkte forbundet. Herved afgrænses begivenhederne også og gøres til enkelte objekter, der kan undersøges og holdes ud fra personen. Klougart sætter en ramme for fortællingerne via hesten Molly, da romanen starter med dens ankomst og slutter med hesten dens afgang. Selvom begivenhederne er indrammet er der dog ikke tale om en fast struktur. Der er en begyndelse og en slutning, men midten forbliver udflydende og diffus. På den måde brydes der med de forventninger, der er til romangenren om at denne indeholder et fremadskridende forløb. Romanens handling, som udspiller sig gennem minderne og billederne, bliver gennem forskydningerne til en progressiv proces. Der er tale om en tankegang, der hele tiden er fremadskridende. På denne måde minder Klougart om Virginia Wolf, der er kendt for hendes særlige stream of consciousnessteknik. Herved flyttes den progression, som normalt knytter sig til romanens narrative forløb også til billedernes progression.

De ser hesten som en skygge i mine øjne, blanke af blæsten, og de er så optaget af mig, at de slet ikke ser hende; hvordan hun stavrer som et kid, en skamskudt hjort ud af traileren, ruller med øjnene, så det hvide kommer til syne i dem, lagner, der rystes ud af vinduerne.

Billederne i romanen ligger sig ikke til eller peger på et enkelt udgangspunkt, men skabes gennem en serie af forskydninger. Derved bliver billedet i metaforerne ofte et udgangspunkt for et nyt billede, og der danner sig en form for billedkæder. Udgangspunktet bliver således abstrakt, og som man skal være opmærksom under læsningen for at følge med. En af udfordringerne er da også at finde den lighed, som forbinder billederne. Dette sammenhæng er nemlig af subjektiv art, da billederne netop skabes af minderne hos fortælleren. Billederne kan derved også ses som havende en erkendelsesmæssig funktion.

Billederne dukker uforudset op, når subjektet oplever en lighed, og dermed en erkendelse af denne lighed. Erkendelsen, som kan ses i billederne, er grundet det subjektive udgangspunkt heller ikke en form for overordnet erkendelse, men netop en subjektiverkendelse omkring et sammenhæng. Hverdagen, som skildres i romanen, gøres herigennem også æstetisk, da den gøres til billeder, og der åbnes op for nye sammenhæng via ikke-konventionelle perceptioner eller teknikker i disse subjektivt bestemte billeder af hverdagssituationer. Billederne kan gennem denne teknik også få læseren til at se verden på ny. Da, de ikke indeholder et særligt hierarki, kan de virke fremmedgørende. Det er gennem erkendelsesfunktionen også en roman, som kredser om barnets syn på verden omkring den og dets egen plads i denne verden.

Den konstante fremdrift i billederne skaber en uro i disse. Billederne i Klougarts univers er ligeledes kendetegnet ved ikke at rumme en idyllisering eller forskønnelse af hverdagen – eller i denne roman en forskønnelse af en barndom på landet. I stedet er billederne til tider ildevarslende og grimme og skaber en dyster stemning (dette kan også ses på forsiden af romanen). Dette via billedet med hesten, der først sammenlignes med et kid og siden en skamskudt hjort; en sammenligning, der skaber en bevægelse fra uskyld til smerte og død. Situationen med hesten, som ellers varsler en ny begyndelse, kommer til at forvarsle den afslutning, som senere finder sted. Altså er der allerede i starten opmærksomhed mod en afslutning af og et tab for barnet. Ligeledes rummer det hvide i hestens øjne en angst. Denne uro i værket, som får det til at dirrer, og lægger sig ofte til det forladte samt fraværet. Trods billedernes mængde er den verden, som viser sig i romanen heller ikke en verden, som er sanseligt tætvævet. I stedet for en tætvævet sanselig verden er der tale om et hullet og blafrende billedtæppe via billedernes forskydninger gennem de dannede billedkæder. Ligeledes virker billederne ikke altid forstærkende på det tilstedeværende. I stedet kan billedet pege på det, som ikke er at finde og kan således også optræde i en negationsform, som peger på fraværet:

Min stilhed er ikke den samme som min mors stilhed, den er ikke morgenens, den er ikke florlet, ikke skrøbelig, ikke engang øm. Den ligner ikke kinesisk porcelæn, ikke det mindste, ligner ikke bleg dekoreret asiatisk hud, origamisk foldet omkring den varme te.

Det, som ellers skulle danne en sammenligning, bliver en sammenligning med noget fraværende. Her er det en negation af stilhedens væsen, og der gøres fra jegets side et forsøg på at konkretisere noget ukonkret. Derved ses brugen af billedet som værende en måde at håndtere det uhåndterlige, blot gennem negation. Klougart benytter sig har af en form for omvendt metafor, da der ikke er tale om lighed. I stedet er det uligheden og fraværet, som dyrkes i billedet. Dog opstår der herved et billede af moderens stilhed, som gennem jegets negation gøres til et billede.

Handlingerne og billedernes forbindelse afspejles blandt andet via fokusset på ord og lister hos jeget. Dette fokus virker som en form for metakommentar på romanens stilistik, hvor netop listerne af billeder ses. Handlinger ses derved i det stilistiske, og konstateringen af listernes betydning kan således ses som værende af metatekstuelart.

Jeg skriver den ene liste efter den anden, den sorte kinabog skinner mellem de matte, røde hjørner, jeg har den med mig altid, jeg vil have den med mig altid.[…] lister er vigtige, ikke hvorfor de er det, men simpelthen at de er det.

Som det nok kan fornemmes af anmeldelsens længde, er jeg begejstret for Klougarts debuts sproglighed. Det er også et værk, jeg i forbindelse med mit studie har haft glæden af at dykke ned i. Det er dog ikke en bog for masserne eller en, som jeg ville tage med på stranden for at slappe af. Underholdningen hos denne type roman er ikke af den lette slags. Men holder man af godt og spændende sprog, bør man læse den. Den har en tilpas (kort) længde, så den ikke bliver for tung at komme igennem. Desuden er de lidt mere mørke sider af fortællingen med til at give billederne noget kant, og man bliver som læser vækket og til dels foruroliget.

Lilac Girls

25893693

Lilac Girls af Martha Hall Kelly

4-stars

Nogle historier er vigtige at få formidlet. De kan tage forskellige former eller udtryk. Lilac Girls fortæller en sådan historie. Det er historien om skæbner under anden verdenskrig; særligt de kvinders, som blev kaldt “Rabbits”. Disse kvinder fra lejeren Ravensbrück blev udsat for medicinske eksperimenter. Nogle døde og andre måtte leve videre med mærker på krop og sjæl resten af deres dagen. Historien omkring disse kvinder er forfærdelig, men fiktionen er en måde, hvorpå den kan gøres tilgængelig for flere. For der er ingen tvivl om, at det er en vigtig historie, som aldrig bør glemmes.

Historien fortælles af tre kvinder baseret på virkelige personer, hvis skæbne kredser omkring koncentrationslejeren Ravensbrück – den eneste lejer kun for kvinder. Fortællingen starter i 1939, hvor Hitler har invaderet Polen, og Frankrig står som den næste på listen. Den 37-årige singlekvinde Caroline arbejder hos det Franske Konsulat i Manhattan med velgørenhedsarbejde. Efterspørgslen på visa og pakker med fornødenheder, som Caroline sender over havet, stiger kraftigt. Caroline møder den gifte franske Paul, der søger visa, så han kan spille skuespil i USA. De to forelsker sig i hinanden, men Paul tager tilbage til Frankrig til hans kone. Dette sker kort før, Hitler invaderer Frankrig, og Caroline efterlades i uvisheden om sin elskedes skæbne.

Den polske Kasia slutter sig til den unge undergrundsgruppe, som modarbejder Nazisterne. Kasia arresteres dog snart sammen med hendes mor og søster Zuzanna. Kvinderne sendes til Ravensbrück, hvor de oplever rædsler, de ikke ville have været i stand til at forestille sig. Lejerens mission er at arbejde de kvinder ihjel, som ikke henrettes straks ved ankomsten. En form for dødbringende injektion benyttes her, da Nazisterne stadig eksperimenterer med at finde den mest effektive måde på masse drab.

I lejeren arbejder den unge læge Herta. Hun er en loyal tysker og nazist, men er dog utilfreds med, at Hitler ikke mener, at kvinder kan være kirurger. I lejeren oplever hun snart, at hendes hippokratiske lægeed bliver sat på en prøve. Hendes første opgave er at dræbe en ældre fange med en injektion. Herta ønsker dog anerkendelse og er ivrig efter at få lov til at operer. Derfor kastes hendes første skrupler ved foretagendet i lejeren også snart overbord. Hun deltager i og udfører eksperimenter på fanger; her også Kasia og hendes søster.

Romanen kan siges at være delt i to: den ene del foregår i lejeren og den anden i New York hos Caroline. Der er ingen tvivl om, at historien på kontinentet er den mest spændende. Carolines historie blegner ved siden af og kommer først rigtigt til at have en betydning til sidst i fortællingen. Caroline er dog den mest livagtige karakter, og dens vis historie også er den, som rummer flest detaljer. Men Kasia er klart den person, som er mest interessant, og derfor virker fordelingen mellem karaktererne lidt skæv. Herta er den karakter, som står svagest, men det er klart, hvorfor hendes synsvinkel er inkluderet. Den giver en mulighed for at se hændelserne fra “fjendens” side. Det kunne måske have været spændende, hvis Herta var mere udviklet som karakter.

Romanen er en ægte bogklubsbog. Den rummer både realisme og en følelsesfuld historie tilsat et strejf af romantik. Jeg hørte bogen på lydbånd med engelsktale, hvilket var en god oplevelse. Der var en fortæller for hver karakter, så stemmerne skiftede. Derved fik karaktererne også deres “egen” stemme.

Sweetgirl af Travis Mulhauser

3-stars

Travis Mulhausers romandebut Sweetgirl fortælles af den 16-årige pige Percy James. Percy leder efter sin mor Carletta, som har det med at forsvinde. Carletta er mere barnet i deres forhold og har, så længe Percy kan huske, været på tæt på sammenbrud grundet hendes forbrug af meth. Percy frygter da også, at Carletta ligger et sted i den storm, som hærger, høj på meth og derved i livsfare. Den omkringværende natur – Michigans nordlige skove – er nemlig bestemt ikke venlige mod dets beboer. Naturbeskrivelserne er da også værd at give en bemærkning. Naturen og dets kræfter indtager en betydelig rolle i romanen, hvis ikke den nærmest er en karakter i sig selv.

Percy leder efter sin mor i Shelton Potters hytte, hvor Carletta til tider tager hen for at indtage stoffer. Carletta er dog ikke at finde i hytten, men i finder Percy Shelton, hans kæreste ubevidste grundet stoffer samt en grædende baby i et værelse, hvor kulden bider, og sneen fyger ind.

while the particulars of a given calamity may be impossible to predict, while I could never say I expected to find a baby in the bedroom, chaos itself was always confirmation of the dread I carried certain in my bones.

Da babyen griber Percys finger, er der ingen vej tilbage. Percy indser, at hun er nødt til at hjælpe pigen. Denne beslutning får store konsekvenser – og dette ikke kun for Percy. Mens stormen raser, og volden bryder ud, hjemsøges Percy af minder omkring hendes mor og effekten af morens sindstilstand. Samtidig knyttes Percy mere og mere til den lille pige, som hun ønsker at give muligheden en bedre opvækst end hendes egen.

Carletta had a way of denying certain realities to make her life seem like more than it was, which was sort of like coping, but was mostly just another way to lie.

Synsvinklen skifter mellem en indre synsvinkel bundet til Percy og en ydre synsvinkel, som fokuserer på Shelton Potter. Disse skift fungerer godt og giver en fin dynamik i fortællingen. Percys stemme er dog den mest interessante. Hun er en hårdfør ung heltinde, hvis stemme tilføjer en underspillet humor. Det er ikke en humor, som får en til at le højt, men den er der. Styrken i romanen ligger også i Percys udvikling som karakter og hendes beskrivelser af omgivelserne og situationerne.

Bogen levede ikke op til mine forventninger – som måske var for høje. Plottet var på en måde for søgt og opblæst. Men alligevel er det en fin roman, som rummer meget trods dets begrænsede sideantal. Indholdet er dog desværre efter min mening hurtigt glemt. Jeg ville ønske at det var Percys opvækst i den barske natur og hendes familieforhold, som havde været fokus i stedet for denne usandsynlige fortælling.

Vinter Eventyr af Karen Blixen

Vinter Eventyr af Karen Blixen

4-stars

Sommetider glemmer man den ældre litteratur, når der er så mange nyudgivelser, der lokker. Klassikerne lader man ligge til en tid, hvor tiden føles som værende mindre dyrebar og fyldigere. Denne følelse har det dog med at udeblive. Klassikere forbindes nemlig ofte med at være kedelige og svært tilgængelige – hvilket de da også til tider er. Dog bør man give dem en chance. Den danske litteratur rummer mange værker, som er værd at stifte bekendtskab med. Et af disse værker er Karen Blixens Vinter Eventyr fra 1942, som er kortere og mindre eksotisk end hendes værk Syv Fantastiske Fortællinger. I novellerne sker der en overblænding mellem drøm og virkelighed. De er således ikke blot realistiske fortællinger. Det realistiske glider i stedet over i scener af eventyrdigtning. Dette ses i ”Skibsdrengen”. Vinter Eventyr er i højere grad end hendes værker andre bygget op over kontrasterende verdensanskuelser eller modsætninger: aristokratisk vs. borgerlig (Sorg agre), protestantisk vs. katolicisme, barndom og alderdom, livet og døden, kunsten og virkeligheden.

Blixen er noget helt særligt og står for sig selv i den danske litteraturhistorie, da hendes stil er mere romantisk, end den tidssvarende periode. Hendes fortællinger er bygget op over den ‘de store fortællingers’ mønster. Her står forfatteren som en stedfortræder for Gud, og skaber via sin fortælling et billede af verden. I historierne er der et gennemgående fortællende forløb og opbyggelige budskaber. Oftest betyder fortællingerne noget mere og andet, end det der umiddelbart fortælles. Blixen skrev nemlig symbolske fortællinger, hvor menneskers skæbne og livshistorie var de absolutte omdrejningspunkter. Ligesom Holberg og Kirkegaard legede Blixen med pseudonymer. Derved skaber hun også en myte omkring sin egen person. Ikke kun i hendes digterværker ses derved ønsket om at skabe myter. Maskeringen af forfatteren bevirker et ønske om demaskering, hvilket også ses tematiseret i hendes forfatterskab. Det tematiske tyngdepunkt ligger, hvori og hvordan et menneskes identitet består.

Blixen benytter i sine værker en særlig teknik, som er med til at gøre hendes tekster så enestående. Hendes poetiske strategi kan ses bestående i et ønske om at skabe fjernhed og fjerne intimiteten. Dette ses i værket gennem et distancegreb, hvorigennem fortællingerne får en vis patina. Desuden benytter hun det berømte kinesiske æskesystem, hvorved der ligges afstand til udsigelsens udspring. Fortællerne er (på nær i fortællingen ”Alkmene”) anonyme og ikke personbundne og befinder sig tidsligt på afstand af begivenhederne. Tilbagesynet værger sig dog til tider ved den definitive afslutning og fortolkning. Således kan fortællingen fortsætte, og der skabes en art mystik. Vi får ikke at vide om Skibsdrengen får sin pige – denne del af historien står uafsluttet og stritter. Ligeledes ses det i sætningen ”Verden hænger sammen, som to aflåsede skrin, hvoraf det ene gemmer nøglen til det andet.” fra ”En opbyggelig historie”. Den egentlige fortolkning eller konklusion kan således ikke findes. Distancen ses også gennem den litterære form, hvor romanen dominerende på udgivelsestidspunktet (en genre Blixen nærede modvilje mod). Der er et opgør med dennes på dette tidspunkt kredsen om personpsykologi og individets indre bevidstheds liv. Dette fokus gav nemlig personen højere prioritet end plottet. Modstanden sås også gennem valget af genre, som bl.a. spandt over myter, eventyrer og filosofiske fortællinger.

Novellepersonerne er identitetsløse modsat Blichers i den klassiske novelle. Personerne fordeler sig overordnet i de to eksistens måder Kirkegaard indførte i sin afhandling ”Om begrebet ironi” (1841): et ” er nemlig at digte sig selv, et andet at lade sig digte”.Det, at digte sig selv, ses ved ”De standhaftige slaveejere”. Hvor både søstrene og Axel digter sig selv. Mennesket finder hos Blixen forløsning for identitetsbehovet gennem fortællingen. Køn og identitet viser sig som værende iscenesat; det er roller, som opføres. Verden sammenlignes af Blixen også med en scene, hvorpå livet er som et skuespil. Blixen har desuden taget et citat fra Shakespeares ”Som man behager” (o. 1600) til sig som motto: ”All the world´s a stage/ and all the men and women, merely players”. Denne identitetsproblematik, som ses i teksterne, gør dem aktuelle i 1900 tallet, hvor traditionelle institutioner har mistet deres identitetsbærende kraft. Blixen søger dog et mere geografisk end historisk forklaring på spørgsmålet: barndomshjemmet besvarer ens identitetsspørgsmål, men når man skal beskrive sig for fremmede øjne, som ikke er bekendt med ens eget udgangspunkt, er det noget helt andet. Derved forandres man. Ens væsen er ikke længere gjort af det konventionelle og normlærte. Man er blot et menneske – ikke mere eller mindre. Kulturmødet katalyserer en opløsningsproces: man finder mennesket i sig selv og opdager den almene humanitet, som derved binder os sammen.

Forfatterfiguren Charlie Despard dukker op to gange i samlingen. Han søger, hvem han er og får svar gennem fortællingen. Gennem hans fortællinger viser det sig, at forfatteren må give afkald på det almindelige liv og i stedet gøre liv til kunst. Der ligger her også en reference til Job i ”Manden med Nellikerne”. Forfatteren indtager her en Job rolle ved, at Despard bliver testet for at kunne skrive.

Alle forhold imellem mennesker indeholder noget forfærdeligt og grumt. Men kunstnerens forhold til hans publikum er et af de forfærdeligste og grummeste. Ja, det er så grufuldt som ægteskabet selv. For vi er, kunstneren og hans publikum, imod vor egen vilje, og på liv og død afhængige af hinanden, ja, afhængige af hinanden hvad selve vor tilværelse angår.

Vinter Eventyrs gennemgående tema er skæbne. Nietzsches bud om at tage skæbnen på sig og elske den, ”amor fati”, kom til at betyde meget for Blixen, pga. tabet af farmen i Afrika. Det centrale spørgsmål i værket bliver, hvordan mennesket står i forhold til skæbnen, om mennesket kan ændre tiden og skæbnen og realisere egne livsmuligheder. Dette ses også i den ”De Standhaftige slaveejere”, hvor Axel griber ind i Mizzis liv, men ændre ikke hendes skæbne, – for den er enten at være slave eller slaveejer. Mizzi og hendes søster viser ligeledes, at vi skaber os selv via fortællinger. De laver en fortælling omkring deres person, og denne kan de så omskrive. Derved digter de sig selv på ny.

Vinter Eventyr kræver en vis tålmodighed at læse. Selv er jeg ikke den store novelle læser, men Blixen er svær ikke at holde af. Novellerne i samlingen her er mindre absurde end dem, som er at finde i Syv fantastiske Fortællinger og derfor måske også lettere tilgængelige. Så vil man prøve at læse Blixen, kan Vinter Eventyr være en god start. Det er svært at sige, hvilke noveller, som er de bedste, men ”Sorg-Agre”, ”Helöise” samt ”Skibsdrengens fortælling” er ikoniske.

Er det ikke dejligt at tænke på, at når man blot har tålmodighed, da kommer alt, som engang har været til, atter tilbage til os?

 

 

 

 

 

 

The Lie Tree af Frances Hardinge

The Lie Tree af Frances Hardinge

4-stars

The Lie Tree af Frances Hardinge vandt i 2005 Costa Book prisen. Hardinge er en fremragende forfatter og bestemt værd at stifte bekendtskab med, hvis man er til fantasy. Jeg opdagede hende gennem hendes roman A Face like Glass, der er en fantastisk roman. Hendes bøger er måske indlemmet under paraplyen kaldet “børnelitteratur”, men lad endelig ikke dette afskrække dig. Karaktererne er ikke flade, og fortællingen ikke ligetil eller overdrevent didaktisk. Hardinge er fantastisk til at skabe en stemning gennem sproget, og man kan høre bølgerne slå mod klipperne i romanen. Så er du til fantastiske fortællinger blandet med historie og mystik, så læs denne roman!

The Lie Tree er ikke hensat i et fantastisk og fremmed land, men foregår i det victorianske England. Derved trækker romanen på en tid, hvor videnskaben er i fokus. Darwins bog omkring evolutionen er udkommet, kvinders intelligens, rolle i samfundet, forventninger til disse diskuteres – det er alt i alt en tid for forandringer, hvor ældre opfattelser føler presset af en ny generation og nye tankegange. Motivet omkring videnskaben og kvindens plads i samfundet og hendes selvopfattelse danner netop fokus for romanen. Den undertrykkelse, som fandt sted i denne tid, bliver nærmest det absurde og fantastiske i romanen. Konflikten mellem de nye ideer og den sociale gør, at den ellers så faste grund under manges fødder begynder at virke porøs.

Within our lifetime, we have seen Heaven’s lamp smashed and our sacred place in the world snatched from us. We have been dethroned and flung down among the beasts.
We thought ourselves kings of the ages. Now we find that all our civilization has been nothing but a brief, brightly lit nursery, where we have played with paper crowns and wooden scepters. Beyond the door are the dark wastes where Leviathans wrestled for millennia. We are a blink of an eye, a joke amidst a tragedy.

Løgne lokker derfor også. De kan skabe forsikringer omkring en verden, der er nemmere at forholde sig til og bevæge sig i. Disse løgne kan underbygges af videnskaben, sådan at en naturlig og fornuftig forklaring kan gives. Dette ses via verificeringen af opfattelsen af kvindens manglende intelligens gennem målingen af kraniet. Men også det guddommelige kan verificeres gennem videnskaben. Løgne viser sig dog at være farlige. Det har det med at få deres eget liv, når de slippes løs. Der er både vinding og konsekvens ved en løgn.

Choose a lie that others wish to believe, her father had written.

Faith Sunderly er fjorten år gammel og således “clumsily rocking between childhood and adulthood”. Tilværelsen er derfor ikke nem for Faith. Det ene øjeblik sidder hun med til bords hos de voksne, og i det næste spiser hun morgenmad med sin lille bror i børneværelset. Konstant må hun omstille sig. Det hjælper heller ikke, at Faith ikke føler sig tilpas i den rolle som kvinde, hun går i møde.

There was a hunger in her, and girls were not supposed to be hungry. They were supposed to nibble sparingly when at table, and their minds were supposed to be satisfied with a slim diet too. A few stale lessons from tired governesses, dull walks, unthinking pastimes. But it was not enough. All knowledge – any knowledge – called to Faith, and there was a delicious, poisonous pleasure in stealing it unseen.”

Faiths største ønske er at blive videnskabsmand – eller rettere sagt videnskabskvinde samt opnå hendes fars respekt og anerkendelse. Begge dele er svære at opnå i dette samfund, og derfor møder Faith konstant en mur, der forlanger af hende, at hun er en god, stille og usynlig pige. Piger kan nemlig ikke være modige og kloge, som hendes far indprenter hende. Hvis ikke en pige er god, er hun intet værd. Faith kan ikke undgå at blive vred på den verden, som omgiver og tvinger hende til at være en pyntegenstand uden egenhændige tanker. Hun retter sin vrede mod andre kvinder, som lader sig dikterer af retningslinjerne for denne rolle, alle forsøgende på at sætte mærker på verden via videnskabelige opdagelser og selvfølgelig mod den eller dem, som har myrdet hendes far. Faith er da heller ikke bange for at tage sagen i egen hånd. Hun er alt det hendes far forbød hende at være som hunkønsvæsen.

People were animals, and animals were nothing but teeth. You bit first, and you bit often. That was the only way to survive.

Faith opdager, at hendes far har været i besiddelse af et særligt træ. Et træ, som næres af løgne. Disse løgne får træet til at afgive en frugt, der via indtagelse afgives en sandhed. Således kan Faith ved hjælp af dette særlige træ finde ud af, hvem der dræbte hendes far og hvorfor..

Det er en roman om at finde sin plads i samfundet. Den kredser omkring, hvad man er, men også hvem man bliver nødt til at være.

I want to be a bad example.

Anansi Boys

Anansi Boys af Neil Gaiman

3-stars

Anansi Boys af Neil Gaiman er som alle af Gaimans bøger magisk. Det magiske ligger ikke kun i selve plottet, men også i stilen. Gaimans karakteristiske skrive stil spinder læseren ind i et univers, hvor væsner fra fabler og myter får krop og bevæger sig blandt menneskene. Ved at benytte sig af myten som motiv leger Gaiman også med fortællingen som middel til formidling. I Anansi Boys er det netop retten til at være centrum i historien, som er omdrejningspunktet. Her vises også, hvordan historier kan vinkles forskelligt. Det er nemlig fortælleren, som bestemmer, hvordan historien skal skæres.

Stories are like spiders, with all they long legs, and stories are like spiderwebs, which man gets himself all tangled up in but which look so pretty when you see them under leaf in the morning drew, and in the elegant way that they connect to one another, each to each.

Charles “Fat Charlie” Nancy er hovedpersonen i denne fortælling. Som barn var Fat Charlies far ikke altid på hans side (navnet Fat Charlie er da også givet af netop faderen), og Fat Charlie har måttet bevæge sig i sin flamboyante fars skygge hele livet. Ofte var Fat Charlie genstand for faderens behov for at lave sjov med og ydmyge andre. Fat Charlie er i gang med at forberede sit kommende bryllup med sin forlovede Rosie, da han modtager et opkald omhandlende hans fars død. Selv faderens død er pinlig. Mr. Nancy dør nemlig af et hjerteanfald syngende på en karaokebar med hånden på en yngre kvindes bryst. Fat Charlie må straks tage til Florida for at deltage i begravelsen. Dette bliver starten på et eventyr, som kommer til at ændre alt i Fat Charlies tilværelse. Her afsløres det nemlig for ham, at hans far var en inkarnation af den gamle afrikanske edderkoppegud Anansi (hvilket efternavnet Nancy peger på). Fat Charlie har dog ingen guddommelige kræfter, da disse alle er gået til hans bror Spider, som indtil nu har været ukendt for ham. Fat Charlie skal lige sluge disse afsløringer, men ender med at gøre et forsøg på at hidkalde hans bror via en edderkop. Dette lykkes da også (måske) desværre for Fat Charlie. Spider udgiver sig nemlig for at være Fat Charlie via hans guddommelige overtalelsesevne – også over for Fat Charlies forlovede. Spider er heller ikke lige sådan er til at slippe af med, og snart er Fat Charlie fanget som en flue i et edderkoppespind. Fat Charlie opsøger derfor den anden verden for at finde hjælp hos de andre guder. Her opdager han, hvordan intet er, som det ser ud.

Different creatures have different eyes. Human eyes (unlike, say, a cat’s eyes, or an octopus’s) are only made to see one version of reality at a time. Fat Charlie saw one thing with his eyes, and he saw something else with his mind, and in that gulf between the two things, madness waited.

Han indgår her en pagt med Fugle Kvinden, som vil hjælpe ham af med Spider. Dette viser sig dog at være en meget dårlig ide! Snart er det nemlig ikke kun Spider, der er i knibe, men også Fat Charlie selv.

Bogen er som så mange af Gaimans romaner fuld af humor. Det er den underspillede og sprogligt finurlige slags, hvor man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet. Romanen er dog ikke en af Gaimans bedste værker og vil derfor ikke være den, jeg tænker på, når jeg skal anbefale en af disse. Den er lettere i tonen end fx Amerikanske Guder – som da også i følge mig også er langt bedre. Til tider er Anansi Boys langtrukken, og Fat Charlie blot en karakteristisk anti-helt. Men alligevel er den værd at læse, hvis man holder af Gaiman eller blot en god fortælling skrevet med humor og kløgt. Jeg synes, det er interessant, hvordan Gaiman ikke lader race få en rolle i fortællingen ved kun en enkelt gang eksplicit at bemærke, at hovedpersonen er mørkhudet. Dog karakteriseres de “hvide”, som netop værende dette. Derfor skal det siges, at bogen ikke er race-neutral, hvis man kan kalde noget sådan.

Konceptet med guderne som havende fysisk og menneskelig form fungerer godt for Gaiman. I romanen er der da også inkorporeret traditionelle Anansi-fabler, som peger på, hvordan en historie omkring Anansi skal være en fortælling omkring snedighed, appetit på alt, hvad livet kan tilbyde, og sjov. Igen ses det, hvordan fortællingen danner centrum for romanens tematikker.

 

 

Equals

Equals af Eva Lucia

Er du til kærligheds digte? Så skal du læse denne samling, hvor digtene hovedsagligt kredser om kærligheden. Det er både den hjerteskærende, altopslugende, evige og ensomme af slagsen.

Equals er Eva Lucias anden digtsamling. Jeg var spændt på at se, om jeg digtene kunne leve op til mine forventninger. Det kunne de! Konceptet for digtene består af 28 digte inspireret af 28 sange skrevet af kvindelige musikere. Eva Lucia er selv musiker, så inspirationskilden er ikke så underlig og flere af digtene emmer da også af det musikalske undertoner. Kunstnere og deres sange er valgt, fordi de har rørt forfatterens hjerte. Her kommer prisme symbolet, der er knyttet til samlingen, ind. Inspirationen, bliver sammen med lyset, troen, håbet og kærligheden projekteret ud, og man kan nærmest se refleksionerne danse hen over siderne, mens man læser.

I den tidligere digtsamling blev mørket og lyset tematiseret, og dette tema er også at finde i denne samling. Andre symboler går også igen i digtene og er med til at skabe sammenhæng mellem digtene. Især vandet er flot inkorporeret i digtene som symbol. Det ses i mange forskellige former og, når først man får øje på dette. Den er at finde i isen, sneen, havet, søen og tårerne, der fryser til is på kinderne. Oceanet og vandet viser den kræft kærligheden indeholder, men alt liv har også brug for kærlighed, ligesom det har brug for vand. Der bliver således brugt traditionelle symboler, men det bliver aldrig banalt.

In a snow globe

I see our whole life together

just with a bit more glitter

Jeg læste digtsamlingen første gang og tænkte: det her er faktisk ret godt. Efter anden gang tænkte jeg: Det her er virkelig godt! Jeg faldt for ordene, for stemningen og billederne, der bliver skabt. I den første digtsamling elskede jeg, hvordan der skabes små narrativer med blot få ord. Dette oplever jeg igen i Equals. “say it” er mit yndlingsdigt i samlingen, og det viser netop denne kvalitet hos digtene. Digtet rørte mig virkeligt, selvom det er så kort, og jeg vender ofte tilbage til det i tankerne. Det er smukt, men rummer samtidigt så megen smerte.

I know what your words will be when they leave your lips /

A goodbye will be the tune that we’ll be dancing to /

while it repeats itself /

eternally

“Come closer” er det ultimative kærlighedsdigt: sødt, varmt og drømmende, men elegant og ikke klicheagtigt.

Come near me, closer

A glimpse of light finds a place in the darkness

removing me of all of my doubts

A tear falling

… I do

 Der er flere andre som kunne fremhæves, men i stedet vil jeg sige: læse den! Jeg håber på, at der engang kommer noget lyrisk kort prosa eller nogle noveller fra forfatteren. Du kan finde samlingen på hendes hjemmeside http://www.evaluciamusicandliterature.wordpress.com. Hjemmesiden, der også rummer anmeldelser af bøger, er et besøg værd og opdateres ofte.

 

Tinder

Tinder af Sally Gardener

4-stars

Gardener leger i Tinder med genfortællingen af det kendte eventyr “Fyrtøjet”, som var  H.C. Andersens første eventyr. Væk i denne genfortælling er dog den ironiske og lette tone, som er at finde i Andersens tekst.Der er intet Disney-agtigt over denne fortælling. Forsiden udstråler da netop heller ikke nogen forbindelse til et hyggeligt eventyr, der kan læses højt for børnene, inden de skal besøge drømmeland. Tinders sider er nemlig ikke kun farvet røde af flammer, men også af blod. Man forventer næsten, at blodet smitter af på ens fingre, når siderne vendes. Den røde farve fremhæves desuden af, at den kun er akkompagneret af sort og hvid.

Tinder er ikke noget regelret eventyr. Den tager nemlig udgangspunkt i en bestemt historisk begivenhed: slaget ved Breitenfeild. Den har ligeledes en konkret tidslighed via november 1642, hvor den attenårige Otto Hundenbiss er soldat. Han ser her sine kammerater dø på slagmarken og blive hentet af døden. Otto flygter fra krigens rædsler samt døden. Såret, uden mål og familie at vende tilbage til flygter han ind i skoven. Her heales han af en shaman, som samler på døde folks sko. Shamanen giver Otto et sæt kort, som kan guide ham på hans rejse gennem skoven. Skovene er de midteuropæiske, og derved skabes der en stærkt forbindelse til folkeeventyrets ophav. Historien tilsættes så også varulve, hekse, hjemsøgt og uhyggeligt slot, en ond stedmor samt prins og en rød kappe.

Otto kommer i besiddelse af et magisk fyrtøj, der giver ham adgang til både ild og magt. Fyrtøjet rummer paradokset, at det både er livgivende (giver varme) og dræbende (via magtens egoisme). Dette er en dualisme, som danner en rød tråd gennem romanen: varmen/lyset og kulden/mørket. Ved hjælp af fyrtøjet skal Otto redde den smukke Safire – eller Tinder, som hun kaldes. Tinder er netop også lyset og varmen. Hun har rødt hår, og hendes indre rummer en ild, som udgør hendes viljefasthed. Manden, hun skal reddes fra, er den kolde prins, der i virkeligheden elsker Tinders stedmor.

“You too are cast in sadness thicker than stone, heavier than water” she says. “It ties you like me to this leaden earth.”

I lean forward and kiss her.

“Only in dreams,” she says, “can we be ourselves, uncaged, wild of spirit. Here I am free climb a tree and find a boy with eyes as sad as mine.”

Romanen er ikke kun uhyggelig i sit udseende, men også via dets tematisering af det, som ikke kan fortrænges. Det fortrængte kommer i romanen tilbage igen, som efter den freudiansketankegang. Tidligere gerninger kommer  således til at præge nutidige handlinger. Otto er træt af alt det, han har set, og som stadig følger ham i hans drømme. Han kan aldrig slippe fri af sine minder. De opsøger ham om natten og vises visuelt ved at være skrevet på mørk baggrund med hvid kursiv. Dette viser, hvor gennemtænkt designet er. Romanen tematiserer især soldatens samvittighed. Soldaten kan ses som den “gode morder”, men hvad gør dette ved mennesket, som bærer uniformen? Her kommer varulven som motiv ind i billedet. Den bliver brugt til at vise, hvordan mennesket kan have brug for at se sig selv som et uhyre for at kunne frasige sig en samvittighed.

Det er en smuk bog at se på takket være David Roberts illustrationer. Bogstaverne på forsiden glimter, og billederne afspejler teksten og er med til at skabe stemningen. Det hele spiller sammen og danner en helhed. Så lad endelig være med at læse den som ebog. Dette er et lille kunstværk, som skal opleves!

Jeg holdt meget af at læse bogen. Den rummer flere lag – både intertekstuelt samt genremæssigt. For en som mig, der interesserer sig for den fantastiske litteratur og eventyret som genre på et mere teoretisk plan, er det altid sjovt med denne type bøger.

“There are too many ghosts walking this earth. They weigh heavy on the living.”