The Ballroom

 

26797014

The Ballroom af Anna Hope

five-stars (1)

Free. This small hard word that felt so cold. Could you live inside a word like that.

Det er længe siden, jeg har læst noget så smukt som The Ballroom. Den er fyldt med en længsel, der efterlader læseren med et knust hjerte.

I vinteren 1911 bliver Ella Fay skrigende og sparkende slæbt ind på Sharston Asylum i Yorkshire. Ella er altid blevet fortalt, at Sharston er stedet, hvor de sindssyge og fattiglemmerne bliver sendt hen. Så hvordan er hun endt der? Det eneste, hun har gjort, er at smadre en rude i den mølle, hvor hun arbejder. Nu tænker hun kun på, hvordan hun kan slippe ud igen. Murene, der holder hende inde, skal forceres. Dog indser Ella, at den eneste måde, hvorpå hun igen kan blive fri, er ved at være rolig og følge reglerne. Men selv under fangenskabet er der lyspunkter. Ella bliver veninder med Clemency Church, datter af en rig forretningsmand, som er kommet i forvaring efter at have forsøgt selvmord og lider af “hysteri”. Hun er som karakter også et godt billede på hysterikerpositionen i forbindelse med den æstetiske opfattelse. Clem indtager nemlig en “uordensposition” blandt andet ved ikke at ville spise samt følge normen og gifte sig. Desuden kan Lacans tankegang omkring den hysteriske diskurs som værende erotiserende ses i Clems forsøg på at skabe en erotisk forbindelse til et af stedets autoriteter.

Clems eneste fornøjelse er bøger, og det er gennem disse, hun flygter fra sin nutid. Clem længes efter kærlighed og sammenhørighed, og denne kan hun læse om og finde i bøgerne. Her kan hun gennem ordene opleve det, hun længes efter. Tidens opfattelse af kvinder og litteratur kommer til at spille en stor rolle for Clem. Opfattelsen er nemlig, at kvindens sind er alt for modtagelig for litteraturen, og derfor er den farlig for kvinden. Så hvad sker der, hvis en læge tager Clems elskede bøger fra hende? – Tilmed en læge, hun nærer følelser for og stoler på.

Kønnene holdes i separate afdelinger, men en gang om ugen mødes de. Dette sker i en stor smuk balsal, hvor levende musik leveres af læger og assistenter fra stedet, og der bydes op til dans. Denne ene gang i ugen er asylet ikke et fængsel. Dem, som for lov at danse, er dog kun dem, der har opført sig pænt. I denne sal møder Ella ireren John, som er indlagt for melankoli. Deres venskab udvikler sig gennem breve, som de finder hemmelige måder at udveksle på.

Lægen Charles Fuller overværer det hele. Han er særligt interesseret i bevægelsen omkring racehygiejne, som på dette tidspunkt bliver diskuteret i bestemte videnskabelige kredse. Særligt ideen omkring sterilisering af de afvigende eller svagt-sindede findes interessant. Charles længes især efter at etablere sig et navn og ry inden for den videnskabeligecirkel. Sharston er derfor også det perfekte sted at eksperimentere med sådanne tanker.

And whatever had occurred, Charles knew, this future was clean, unsullied and ready to be carved. All one ever needed was a sharp enough knife.

Historien bliver fortalt fra tre forskellige vinkler: Ella, John og Charles. Dette gøres med en finesse, som bevirker, at læseren bliver draget ind i deres desperate forsøg på at leve bag den hjerteløse institutions  mure. Spændingerne stiger, mens læseren blot kan sidde passiv og se på, hvordan historien omkring Ella og Johns umulige kærlighed udvikler sig og får konsekvenser. Deres desperation er fængslende og samtidigt, er det næsten for meget, da det hele umuligt kan ende godt. Der er således også konstant en følelse af uro og dissonans selv i de smukkeste øjeblikke og beskrivelser, der ellers er fulde af håb.

For not all feathers were tainted with blood, were they? It was such a light thing, to have to carry so much. Could a feather not be just a feather after all?

Man kommer til at holde af karaktererne og tage dem til sig. Der vil gå længe før, jeg glemmer de billeder, som er blevet skabt i min bevidsthed via Hopes ord. John og Ellas møde i balsalen er på en gang smukt og frygteligt grundet dets flygtighed. Mens man læser, føler man også murene krybe ind omkring en. Den indespærring, som karaktererne oplever, bliver nærmest fysisk for læseren selv og er at finde i forskellige former i romanens beskrivelser.

He went over to the canary’s cage, calling to the bird with a low clucking sound, fiddling in his waistcoat pocket for a piece of bread, breaking it into crumbs and then holing them to the thin space between the bars. The bird hopped over and nipped from his hand. He felt the scratch of its beak, brief against his fingertip. The bird’s black eye was bright, but there was something listless about him. He hadn’t heard him sing for days. 

Indespærringen tager, som længslen, således også forskellige former. Den kan ud over den fysiske ses som værende skabt af sindet samt samfundets normer, regler og forventninger. Det er selvfølgelig også en fortælling omkring overgreb, og hvem der har retten til at begå disse. Hvem har retten til at overtage et andet menneskes liv, og hvordan opnås retten? Svaret bliver, at dette er noget samfundet har bestemt. Det er en konstruktion foretaget af mennesker.

Mulligan would dance! And Charles write about him for the Congress. He would make a case study of the man’s redemption!

Samfundet vises netop også som værende den faktorer, der bestemmer, hvad der er normalt og unormalt; hvem der er sindssyg og fornuftig. Herved viser der sig en Foucault-agtig tilgang til spørgsmålet omkring sindssyge. Læseren kan derfor også se en udvikling i forbindelse med opfattelsen af, hvad der er og ikke er galskab, når romanen læses. Der er karakterer i romanen, som stadig ville blive kaldt sindssyge i dagens Danmark, men personer som John og Ella ville ikke blive det. Charles form for “unormalitet”, som han kæmper imod, ville heller ikke have nogen betydning i nutiden. Charles er også en spændende karakter i romanen, da han bliver billedet på, at det undertrykte altid kommer tilbage. Hope beskriver hans indre drifter på en meget subtil måde, så læseren aner dem under overfladen, men så de ikke virker bevidste for Charles selv. Deraf kommer også billedet af det undertrykte. Dette var noget, jeg holdt meget af at betragte i afsnittene med Charles.

Som det nok fremgår, kan jeg ikke anbefale Hopes værk nok. Selv om det er ved at være en måned siden, at jeg læste den, dukker den stadig op i mine tanker. Hopes andet værk Wake er også værd at læse, hvis man er til historiske romaner med fokus på romankarakterernes psyke.

 

Advertisements

One thought on “The Ballroom

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s