Stigninger og fald

9567956

Stigninger og fald af Josefine Klougart

4-stars

Josefine Klougarts Stigninger og fald har for mig en helt særlig betydning. Det er svært at sige, hvori denne betydning ligger, men det er en bog, der har påvirket mig, og som jeg stadigt vender tilbage til.

Stigninger og fald udkom i 2010 og var Klougarts debut roman. Handlingen udspiller sig på Mols, hvorfra Klougart selv kommer. Fortælleren hedder da også Josefine, og derved leger Klougart med en form for autobiografisme. Klougarts sprog er noget helt særligt. Hun leger med et figurativt sprog, som underbygger handlingsplanet og bryder med genreforventningerne. Gennem den særlige brug af sproget sætter hun minderne i fokus samtidigt med, at der peges på det sproglige fokus i romanen. De sprogligt skabte billeder i Stigninger og fald virker da også mere fremtræden end det narrative plot. I forbindelse med opstillingen er der heller ikke tale om kapitler, men netop blot korte fortællinger omhandlende minder, der ikke er direkte forbundet. Herved afgrænses begivenhederne også og gøres til enkelte objekter, der kan undersøges og holdes ud fra personen. Klougart sætter en ramme for fortællingerne via hesten Molly, da romanen starter med dens ankomst og slutter med hesten dens afgang. Selvom begivenhederne er indrammet er der dog ikke tale om en fast struktur. Der er en begyndelse og en slutning, men midten forbliver udflydende og diffus. På den måde brydes der med de forventninger, der er til romangenren om at denne indeholder et fremadskridende forløb. Romanens handling, som udspiller sig gennem minderne og billederne, bliver gennem forskydningerne til en progressiv proces. Der er tale om en tankegang, der hele tiden er fremadskridende. På denne måde minder Klougart om Virginia Wolf, der er kendt for hendes særlige stream of consciousnessteknik. Herved flyttes den progression, som normalt knytter sig til romanens narrative forløb også til billedernes progression.

De ser hesten som en skygge i mine øjne, blanke af blæsten, og de er så optaget af mig, at de slet ikke ser hende; hvordan hun stavrer som et kid, en skamskudt hjort ud af traileren, ruller med øjnene, så det hvide kommer til syne i dem, lagner, der rystes ud af vinduerne.

Billederne i romanen ligger sig ikke til eller peger på et enkelt udgangspunkt, men skabes gennem en serie af forskydninger. Derved bliver billedet i metaforerne ofte et udgangspunkt for et nyt billede, og der danner sig en form for billedkæder. Udgangspunktet bliver således abstrakt, og som man skal være opmærksom under læsningen for at følge med. En af udfordringerne er da også at finde den lighed, som forbinder billederne. Dette sammenhæng er nemlig af subjektiv art, da billederne netop skabes af minderne hos fortælleren. Billederne kan derved også ses som havende en erkendelsesmæssig funktion.

Billederne dukker uforudset op, når subjektet oplever en lighed, og dermed en erkendelse af denne lighed. Erkendelsen, som kan ses i billederne, er grundet det subjektive udgangspunkt heller ikke en form for overordnet erkendelse, men netop en subjektiverkendelse omkring et sammenhæng. Hverdagen, som skildres i romanen, gøres herigennem også æstetisk, da den gøres til billeder, og der åbnes op for nye sammenhæng via ikke-konventionelle perceptioner eller teknikker i disse subjektivt bestemte billeder af hverdagssituationer. Billederne kan gennem denne teknik også få læseren til at se verden på ny. Da, de ikke indeholder et særligt hierarki, kan de virke fremmedgørende. Det er gennem erkendelsesfunktionen også en roman, som kredser om barnets syn på verden omkring den og dets egen plads i denne verden.

Den konstante fremdrift i billederne skaber en uro i disse. Billederne i Klougarts univers er ligeledes kendetegnet ved ikke at rumme en idyllisering eller forskønnelse af hverdagen – eller i denne roman en forskønnelse af en barndom på landet. I stedet er billederne til tider ildevarslende og grimme og skaber en dyster stemning (dette kan også ses på forsiden af romanen). Dette via billedet med hesten, der først sammenlignes med et kid og siden en skamskudt hjort; en sammenligning, der skaber en bevægelse fra uskyld til smerte og død. Situationen med hesten, som ellers varsler en ny begyndelse, kommer til at forvarsle den afslutning, som senere finder sted. Altså er der allerede i starten opmærksomhed mod en afslutning af og et tab for barnet. Ligeledes rummer det hvide i hestens øjne en angst. Denne uro i værket, som får det til at dirrer, og lægger sig ofte til det forladte samt fraværet. Trods billedernes mængde er den verden, som viser sig i romanen heller ikke en verden, som er sanseligt tætvævet. I stedet for en tætvævet sanselig verden er der tale om et hullet og blafrende billedtæppe via billedernes forskydninger gennem de dannede billedkæder. Ligeledes virker billederne ikke altid forstærkende på det tilstedeværende. I stedet kan billedet pege på det, som ikke er at finde og kan således også optræde i en negationsform, som peger på fraværet:

Min stilhed er ikke den samme som min mors stilhed, den er ikke morgenens, den er ikke florlet, ikke skrøbelig, ikke engang øm. Den ligner ikke kinesisk porcelæn, ikke det mindste, ligner ikke bleg dekoreret asiatisk hud, origamisk foldet omkring den varme te.

Det, som ellers skulle danne en sammenligning, bliver en sammenligning med noget fraværende. Her er det en negation af stilhedens væsen, og der gøres fra jegets side et forsøg på at konkretisere noget ukonkret. Derved ses brugen af billedet som værende en måde at håndtere det uhåndterlige, blot gennem negation. Klougart benytter sig har af en form for omvendt metafor, da der ikke er tale om lighed. I stedet er det uligheden og fraværet, som dyrkes i billedet. Dog opstår der herved et billede af moderens stilhed, som gennem jegets negation gøres til et billede.

Handlingerne og billedernes forbindelse afspejles blandt andet via fokusset på ord og lister hos jeget. Dette fokus virker som en form for metakommentar på romanens stilistik, hvor netop listerne af billeder ses. Handlinger ses derved i det stilistiske, og konstateringen af listernes betydning kan således ses som værende af metatekstuelart.

Jeg skriver den ene liste efter den anden, den sorte kinabog skinner mellem de matte, røde hjørner, jeg har den med mig altid, jeg vil have den med mig altid.[…] lister er vigtige, ikke hvorfor de er det, men simpelthen at de er det.

Som det nok kan fornemmes af anmeldelsens længde, er jeg begejstret for Klougarts debuts sproglighed. Det er også et værk, jeg i forbindelse med mit studie har haft glæden af at dykke ned i. Det er dog ikke en bog for masserne eller en, som jeg ville tage med på stranden for at slappe af. Underholdningen hos denne type roman er ikke af den lette slags. Men holder man af godt og spændende sprog, bør man læse den. Den har en tilpas (kort) længde, så den ikke bliver for tung at komme igennem. Desuden er de lidt mere mørke sider af fortællingen med til at give billederne noget kant, og man bliver som læser vækket og til dels foruroliget.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s