Vinter Eventyr af Karen Blixen

Vinter Eventyr af Karen Blixen

4-stars

Sommetider glemmer man den ældre litteratur, når der er så mange nyudgivelser, der lokker. Klassikerne lader man ligge til en tid, hvor tiden føles som værende mindre dyrebar og fyldigere. Denne følelse har det dog med at udeblive. Klassikere forbindes nemlig ofte med at være kedelige og svært tilgængelige – hvilket de da også til tider er. Dog bør man give dem en chance. Den danske litteratur rummer mange værker, som er værd at stifte bekendtskab med. Et af disse værker er Karen Blixens Vinter Eventyr fra 1942, som er kortere og mindre eksotisk end hendes værk Syv Fantastiske Fortællinger. I novellerne sker der en overblænding mellem drøm og virkelighed. De er således ikke blot realistiske fortællinger. Det realistiske glider i stedet over i scener af eventyrdigtning. Dette ses i ”Skibsdrengen”. Vinter Eventyr er i højere grad end hendes værker andre bygget op over kontrasterende verdensanskuelser eller modsætninger: aristokratisk vs. borgerlig (Sorg agre), protestantisk vs. katolicisme, barndom og alderdom, livet og døden, kunsten og virkeligheden.

Blixen er noget helt særligt og står for sig selv i den danske litteraturhistorie, da hendes stil er mere romantisk, end den tidssvarende periode. Hendes fortællinger er bygget op over den ‘de store fortællingers’ mønster. Her står forfatteren som en stedfortræder for Gud, og skaber via sin fortælling et billede af verden. I historierne er der et gennemgående fortællende forløb og opbyggelige budskaber. Oftest betyder fortællingerne noget mere og andet, end det der umiddelbart fortælles. Blixen skrev nemlig symbolske fortællinger, hvor menneskers skæbne og livshistorie var de absolutte omdrejningspunkter. Ligesom Holberg og Kirkegaard legede Blixen med pseudonymer. Derved skaber hun også en myte omkring sin egen person. Ikke kun i hendes digterværker ses derved ønsket om at skabe myter. Maskeringen af forfatteren bevirker et ønske om demaskering, hvilket også ses tematiseret i hendes forfatterskab. Det tematiske tyngdepunkt ligger, hvori og hvordan et menneskes identitet består.

Blixen benytter i sine værker en særlig teknik, som er med til at gøre hendes tekster så enestående. Hendes poetiske strategi kan ses bestående i et ønske om at skabe fjernhed og fjerne intimiteten. Dette ses i værket gennem et distancegreb, hvorigennem fortællingerne får en vis patina. Desuden benytter hun det berømte kinesiske æskesystem, hvorved der ligges afstand til udsigelsens udspring. Fortællerne er (på nær i fortællingen ”Alkmene”) anonyme og ikke personbundne og befinder sig tidsligt på afstand af begivenhederne. Tilbagesynet værger sig dog til tider ved den definitive afslutning og fortolkning. Således kan fortællingen fortsætte, og der skabes en art mystik. Vi får ikke at vide om Skibsdrengen får sin pige – denne del af historien står uafsluttet og stritter. Ligeledes ses det i sætningen ”Verden hænger sammen, som to aflåsede skrin, hvoraf det ene gemmer nøglen til det andet.” fra ”En opbyggelig historie”. Den egentlige fortolkning eller konklusion kan således ikke findes. Distancen ses også gennem den litterære form, hvor romanen dominerende på udgivelsestidspunktet (en genre Blixen nærede modvilje mod). Der er et opgør med dennes på dette tidspunkt kredsen om personpsykologi og individets indre bevidstheds liv. Dette fokus gav nemlig personen højere prioritet end plottet. Modstanden sås også gennem valget af genre, som bl.a. spandt over myter, eventyrer og filosofiske fortællinger.

Novellepersonerne er identitetsløse modsat Blichers i den klassiske novelle. Personerne fordeler sig overordnet i de to eksistens måder Kirkegaard indførte i sin afhandling ”Om begrebet ironi” (1841): et ” er nemlig at digte sig selv, et andet at lade sig digte”.Det, at digte sig selv, ses ved ”De standhaftige slaveejere”. Hvor både søstrene og Axel digter sig selv. Mennesket finder hos Blixen forløsning for identitetsbehovet gennem fortællingen. Køn og identitet viser sig som værende iscenesat; det er roller, som opføres. Verden sammenlignes af Blixen også med en scene, hvorpå livet er som et skuespil. Blixen har desuden taget et citat fra Shakespeares ”Som man behager” (o. 1600) til sig som motto: ”All the world´s a stage/ and all the men and women, merely players”. Denne identitetsproblematik, som ses i teksterne, gør dem aktuelle i 1900 tallet, hvor traditionelle institutioner har mistet deres identitetsbærende kraft. Blixen søger dog et mere geografisk end historisk forklaring på spørgsmålet: barndomshjemmet besvarer ens identitetsspørgsmål, men når man skal beskrive sig for fremmede øjne, som ikke er bekendt med ens eget udgangspunkt, er det noget helt andet. Derved forandres man. Ens væsen er ikke længere gjort af det konventionelle og normlærte. Man er blot et menneske – ikke mere eller mindre. Kulturmødet katalyserer en opløsningsproces: man finder mennesket i sig selv og opdager den almene humanitet, som derved binder os sammen.

Forfatterfiguren Charlie Despard dukker op to gange i samlingen. Han søger, hvem han er og får svar gennem fortællingen. Gennem hans fortællinger viser det sig, at forfatteren må give afkald på det almindelige liv og i stedet gøre liv til kunst. Der ligger her også en reference til Job i ”Manden med Nellikerne”. Forfatteren indtager her en Job rolle ved, at Despard bliver testet for at kunne skrive.

Alle forhold imellem mennesker indeholder noget forfærdeligt og grumt. Men kunstnerens forhold til hans publikum er et af de forfærdeligste og grummeste. Ja, det er så grufuldt som ægteskabet selv. For vi er, kunstneren og hans publikum, imod vor egen vilje, og på liv og død afhængige af hinanden, ja, afhængige af hinanden hvad selve vor tilværelse angår.

Vinter Eventyrs gennemgående tema er skæbne. Nietzsches bud om at tage skæbnen på sig og elske den, ”amor fati”, kom til at betyde meget for Blixen, pga. tabet af farmen i Afrika. Det centrale spørgsmål i værket bliver, hvordan mennesket står i forhold til skæbnen, om mennesket kan ændre tiden og skæbnen og realisere egne livsmuligheder. Dette ses også i den ”De Standhaftige slaveejere”, hvor Axel griber ind i Mizzis liv, men ændre ikke hendes skæbne, – for den er enten at være slave eller slaveejer. Mizzi og hendes søster viser ligeledes, at vi skaber os selv via fortællinger. De laver en fortælling omkring deres person, og denne kan de så omskrive. Derved digter de sig selv på ny.

Vinter Eventyr kræver en vis tålmodighed at læse. Selv er jeg ikke den store novelle læser, men Blixen er svær ikke at holde af. Novellerne i samlingen her er mindre absurde end dem, som er at finde i Syv fantastiske Fortællinger og derfor måske også lettere tilgængelige. Så vil man prøve at læse Blixen, kan Vinter Eventyr være en god start. Det er svært at sige, hvilke noveller, som er de bedste, men ”Sorg-Agre”, ”Helöise” samt ”Skibsdrengens fortælling” er ikoniske.

Er det ikke dejligt at tænke på, at når man blot har tålmodighed, da kommer alt, som engang har været til, atter tilbage til os?

 

 

 

 

 

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s