Flamecaster

23253083

Flamecaster af Cinda Williams Chima

3-stars

The problem is, hope is the thing that can’t be reined in by rules or pinned down by bitter experience. It’s a blessing and curse

Flamecaster foregår i samme verden, som Chimas serie “Seven Realms”. Jeg kendte ikke til denne serie, men kan forstå, at Flamecaster spoiler for denne. Så jeg vil nok anbefale at læse de andre før denne.

I Flamecaster følger læseren Adrian sul’Han, bedre kendt som Ash, der er søn af Ulvedronningen af Fells. Han er en dygtig healer og en stærk magiker. Dette gør ham farlig for den, han ønsker, hans hævn skal ramme. Ash flygter og skjuler sig på en skole efter sin fars død, hvor han kan lære mere omkring healing. Dog må han endnu en gang flygte i skjul, da en særlig fanatisk gruppe af præster forsøger at dræbe ham. Kongeriget Arden, som grænser op til hans mors land, tolerer nemlig ikke magere. Deres religiøse overbevisning er, at magere er onde og besatte, og derfor skal de renses via flammer.

Ash flugt får ham dog tættere på sit mål: kongen af Arden. Manden, som var medvirkende til hans søsters og fars død. Ash er ikke kun en dygtig healer, men kender også til den modsatrettede gren af denne praksis. Han er uovertruffen med gifte og har en hel del træning i at benytte dem.

Samtidig i den anden del af kongeriget springer Jenna Bandelow ting i luften. Dette er hun meget god til. Hun er med i en modstandsbevægelse mod kongen af Arden, der søger for at gøre livet sur for kongens soldater. Jenna ender dog med at blive den jagede i stedet for jægeren. Hun er nemlig født med et magermærke i nakken, hvilket er kendetegnet for den pige, kongens garde forsøger at finde. Jenna tror selvfølgelig, at hun jages grundet hendes rolle i forbindelse med sabotage og ikke på grund af en myte omkring et mærke i hendes nakke.

Ash og Jennas veje krydser hinanden i en kælder under slottet i Arden. De finder fællesskab via deres had til kongen og ønsker at hjælpe hinanden med at undslippe.

Maybe it was foolish, maybe they looked like a pair of loons, grinning at each other in a dungeon cell. Maybe it would be all ashes and regret tomorrow, but she couldn’t help smiling back.

Langt hen af vejen er romanen ikke romancepræget, hvilket jeg godt kan lide. Det er ikke dette, som driver plottet, men i stedet karakterernes forskellige agendaer. Den portion af romance, som romanen indeholder, er da heller ikke videre flatterende for selve opfattelsen af historien. Der er tale om insta-love, der ikke bliver bedre af, at den er temmelig forudsigelig. Dette er virkelig en skam og trækker ned i min vurdering af bogen. Heldigvis rummer romanen mere end dette, så lad dig ikke afskrække. Den er fyldt med aktion, magi, drager og ikke mindst personer, som hver har deres dagsorden og skjulte identitet. Det er nemlig sjældent, at personerne er dem, de giver sig ud for at være. Romanen handler således om at overleve i en verden fuld af intriger og et spind af mysterier og løgne.

Flamecaster ligger i en mellemkategori af fantasy. Den tilhører hverken den lette unge genre, hvor alt nærmest bare kan skimmelæses, heller den ordrige og tunge voksne. Således er den også ideel for både de unge og voksne læsere – selvom målgruppen hovedsagligt er de unge. Chima skriver, som den erfarne forfatter hun er. Hun er dygtig til at bygge fortællingen op, skabe scener og lave komplekse karakterer. Selv bipersonerne ønsker man at høre mere om og følge for at lære dem bedre at kende. Kun langsomt bliver sandhederne afsløret for læseren. Desuden er hendes opbygning af verdenen The Seven Realms virkelig god. Der er altså tale om en meget velskreven YA fantasyroman, hvilket man desværre ikke ser så tit længere.

“We spend so much of our lives waiting to be ambushed by heartbreak. Why couldn’t we be ambushed by joy?”

Slutningen er desuden åben, og man må vente på bog nummer to for at få svar. Dette gør kun romanen mere spændende, og jeg skal helt sikkert læse nummer to i serien.

Tangled

 

Tangled (Tangled, #1)

Tangled af Emma Chase

2-star

 “Vaginas beat penises every time. 
They’re like kryptonite.
Penises are defenseless against them.”

Jeg ved godt, at jeg skal lade være med at læse bøger som Tangled. De er bare ikke for mig; jeg bliver altid skuffet. Det er lidt, som med den købe kage, man ved, ikke vil smage særligt godt (en smule syntetisk og alt for sødt), men man skal bare lige forsøge alligevel. For ind i mellem overraskes man jo.

Tangled er da også en sjov og hyggelig roman, men man kan nøjes med at skimme en stor del, og klicheerne står i kø. Der er ikke nogen overraskelser undervejs heller. Men med det sagt kan man more sig over disse ting og blot tage den for det, den er, er det en ok bog at slappe af til.

Romanen handler om mande-luderen Drew Evans, som har en ny kvinde med i seng så godt som hver dag. Han er overdrevet lækker, arrogant, allerhelvedes forførende og laver forretninger i multimillion-dollarklassen. Et smil er nok, og kvinderne smider trusserne. Drew er en loyal ven og glad for sin familie. Så hvorfor har han pludselig barrikaderet sig bag døren til sin lejlighed i en uge? Selv fortæller han dig, at han har en meget slem omgang influenza; men du skal ikke tro ham.

“Women fall in love quicker than men. Easier and more often. But when guys fall? We go down harder. And when things go bad? When it’s not us who ends it? We don’t get to walk away.
We crawl.” 

Grunden hedder Katherine Brooks. Hun er smuk, intelligent og hamrende ambitiøs. Kat er en kvinde på vej op. Da hun bliver ansat i samme firma som Drew, der drives af Drews far, ændrer playboyens liv sig radikalt. Kat giver Drew kamp til stregen både på det professionelle plan samt det mentale. Det er nemlig svært for Drew at holde koncentrationen, når Kat er i nærheden. Kat vil dog ikke give efter for hans charme, selvom hun ser ud til at være interesseret. For en gangs skyld kan Drew ikke bare få, hvad han vil have. I stedet må han mande sig op og kæmpe for det. Da han så opnår det ønskede, truer hans selvsikkerhed med at ødelægge det hele. Han bliver nødt til at udrede begær og kærlighed fra hinanden for, at kunne opnå det, han ønsker sig allermest.

“The point is, when you ask, “What do you want for dinner?” we’re thinking about screwing you on the kitchen counter. When you’re telling us about the sappy film you watched with your girlfriends last week, we’re thinking about the porno we saw on cable last night. When you show us the designer shoes you bought on sale, we’re thinking how nice they would look on our shoulders.

I just thought you’d want to know. Don’t shoot the messenger” 

Romanen er tydeligt skrevet af en kvinde til kvinder. Dette ses, når der er overdrevet fokus på Kats meget sexede og flotte sko og i sexscenerne. De er forskønnede, og Drew giver læseren det, denne ønsker at forestille sig, manden tænker. Fortællingen fortælles nemlig af Drew til læseren. Således er der en indbygget modtager af historien. Dette fungerer rigtig godt og er en sjov fortælleform. Drews fortællestemme er også det mest positive, der er at fremhæve ved romanen. Han er nemlig både sjov og kæk i replikken. Det, at han siger, hvad den stereotype kvindelige læser ønsker at høre, er dog med til også at gøre ham lidt latterlig. Han er også en meget stereotyp playboy-karakter, som mange erotiskeromaner benytter sig af. Det kunne have været sjovt, hvis det var en mandlig forfatter, der havde skrevet romanen. Dette ville have været mere interessant og havde nok givet et mere realistisk billede af mandens opfattelse af kvinden og manden selv.

 “Mackenzie raises her hand proudly. “I have a bagina.” 
I smirk. “Yes, you do sweetheart. And someday, it’s gonna help you rule the world.”

Som noget positivt er der Drews forhold til hans niece. Hun er en sød og kvik pige, og de to har en virkelig god kemi. De andre karakterer er heller ikke dårlige på trods af deres fladhed. De gøres interessante gennem Drews karakterisering af dem, så her er det igen fortællestemmen, som redder romanen.

“For God’s sake, don’t let her watch Cinderella. What kind of example is that? A mindless twit who can’t even remember where she left her damn shoe, so she has to wait for some douchebag in tights to bring it to her? Give me a frigging break!”

Selvom jeg rakker ned på bogen, kan det godt være, at jeg ender med at læse nummer to i serien. Det er næsten så dårligt, at det er godt (Kender du ikke selv det?). Det er nemlig en serie bestående af fire bøger, og den næste er fortalt fra Kates vinkel.

The Ballroom

 

26797014

The Ballroom af Anna Hope

five-stars (1)

Free. This small hard word that felt so cold. Could you live inside a word like that.

Det er længe siden, jeg har læst noget så smukt som The Ballroom. Den er fyldt med en længsel, der efterlader læseren med et knust hjerte.

I vinteren 1911 bliver Ella Fay skrigende og sparkende slæbt ind på Sharston Asylum i Yorkshire. Ella er altid blevet fortalt, at Sharston er stedet, hvor de sindssyge og fattiglemmerne bliver sendt hen. Så hvordan er hun endt der? Det eneste, hun har gjort, er at smadre en rude i den mølle, hvor hun arbejder. Nu tænker hun kun på, hvordan hun kan slippe ud igen. Murene, der holder hende inde, skal forceres. Dog indser Ella, at den eneste måde, hvorpå hun igen kan blive fri, er ved at være rolig og følge reglerne. Men selv under fangenskabet er der lyspunkter. Ella bliver veninder med Clemency Church, datter af en rig forretningsmand, som er kommet i forvaring efter at have forsøgt selvmord og lider af “hysteri”. Hun er som karakter også et godt billede på hysterikerpositionen i forbindelse med den æstetiske opfattelse. Clem indtager nemlig en “uordensposition” blandt andet ved ikke at ville spise samt følge normen og gifte sig. Desuden kan Lacans tankegang omkring den hysteriske diskurs som værende erotiserende ses i Clems forsøg på at skabe en erotisk forbindelse til et af stedets autoriteter.

Clems eneste fornøjelse er bøger, og det er gennem disse, hun flygter fra sin nutid. Clem længes efter kærlighed og sammenhørighed, og denne kan hun læse om og finde i bøgerne. Her kan hun gennem ordene opleve det, hun længes efter. Tidens opfattelse af kvinder og litteratur kommer til at spille en stor rolle for Clem. Opfattelsen er nemlig, at kvindens sind er alt for modtagelig for litteraturen, og derfor er den farlig for kvinden. Så hvad sker der, hvis en læge tager Clems elskede bøger fra hende? – Tilmed en læge, hun nærer følelser for og stoler på.

Kønnene holdes i separate afdelinger, men en gang om ugen mødes de. Dette sker i en stor smuk balsal, hvor levende musik leveres af læger og assistenter fra stedet, og der bydes op til dans. Denne ene gang i ugen er asylet ikke et fængsel. Dem, som for lov at danse, er dog kun dem, der har opført sig pænt. I denne sal møder Ella ireren John, som er indlagt for melankoli. Deres venskab udvikler sig gennem breve, som de finder hemmelige måder at udveksle på.

Lægen Charles Fuller overværer det hele. Han er særligt interesseret i bevægelsen omkring racehygiejne, som på dette tidspunkt bliver diskuteret i bestemte videnskabelige kredse. Særligt ideen omkring sterilisering af de afvigende eller svagt-sindede findes interessant. Charles længes især efter at etablere sig et navn og ry inden for den videnskabeligecirkel. Sharston er derfor også det perfekte sted at eksperimentere med sådanne tanker.

And whatever had occurred, Charles knew, this future was clean, unsullied and ready to be carved. All one ever needed was a sharp enough knife.

Historien bliver fortalt fra tre forskellige vinkler: Ella, John og Charles. Dette gøres med en finesse, som bevirker, at læseren bliver draget ind i deres desperate forsøg på at leve bag den hjerteløse institutions  mure. Spændingerne stiger, mens læseren blot kan sidde passiv og se på, hvordan historien omkring Ella og Johns umulige kærlighed udvikler sig og får konsekvenser. Deres desperation er fængslende og samtidigt, er det næsten for meget, da det hele umuligt kan ende godt. Der er således også konstant en følelse af uro og dissonans selv i de smukkeste øjeblikke og beskrivelser, der ellers er fulde af håb.

For not all feathers were tainted with blood, were they? It was such a light thing, to have to carry so much. Could a feather not be just a feather after all?

Man kommer til at holde af karaktererne og tage dem til sig. Der vil gå længe før, jeg glemmer de billeder, som er blevet skabt i min bevidsthed via Hopes ord. John og Ellas møde i balsalen er på en gang smukt og frygteligt grundet dets flygtighed. Mens man læser, føler man også murene krybe ind omkring en. Den indespærring, som karaktererne oplever, bliver nærmest fysisk for læseren selv og er at finde i forskellige former i romanens beskrivelser.

He went over to the canary’s cage, calling to the bird with a low clucking sound, fiddling in his waistcoat pocket for a piece of bread, breaking it into crumbs and then holing them to the thin space between the bars. The bird hopped over and nipped from his hand. He felt the scratch of its beak, brief against his fingertip. The bird’s black eye was bright, but there was something listless about him. He hadn’t heard him sing for days. 

Indespærringen tager, som længslen, således også forskellige former. Den kan ud over den fysiske ses som værende skabt af sindet samt samfundets normer, regler og forventninger. Det er selvfølgelig også en fortælling omkring overgreb, og hvem der har retten til at begå disse. Hvem har retten til at overtage et andet menneskes liv, og hvordan opnås retten? Svaret bliver, at dette er noget samfundet har bestemt. Det er en konstruktion foretaget af mennesker.

Mulligan would dance! And Charles write about him for the Congress. He would make a case study of the man’s redemption!

Samfundet vises netop også som værende den faktorer, der bestemmer, hvad der er normalt og unormalt; hvem der er sindssyg og fornuftig. Herved viser der sig en Foucault-agtig tilgang til spørgsmålet omkring sindssyge. Læseren kan derfor også se en udvikling i forbindelse med opfattelsen af, hvad der er og ikke er galskab, når romanen læses. Der er karakterer i romanen, som stadig ville blive kaldt sindssyge i dagens Danmark, men personer som John og Ella ville ikke blive det. Charles form for “unormalitet”, som han kæmper imod, ville heller ikke have nogen betydning i nutiden. Charles er også en spændende karakter i romanen, da han bliver billedet på, at det undertrykte altid kommer tilbage. Hope beskriver hans indre drifter på en meget subtil måde, så læseren aner dem under overfladen, men så de ikke virker bevidste for Charles selv. Deraf kommer også billedet af det undertrykte. Dette var noget, jeg holdt meget af at betragte i afsnittene med Charles.

Som det nok fremgår, kan jeg ikke anbefale Hopes værk nok. Selv om det er ved at være en måned siden, at jeg læste den, dukker den stadig op i mine tanker. Hopes andet værk Wake er også værd at læse, hvis man er til historiske romaner med fokus på romankarakterernes psyke.

 

The City of Mirrors

Image result for the city of mirrors review

The City of Mirrors af Justin Cronin

five-stars (1)

How wonderful, to be read to. To be carried from this world into another, borne away on words.

The City of Mirrors af Justin Cronin er afslutningen på Cronins trilogi The Passage. Har du ikke læst de foregående bøger, vil jeg anbefale, at du springer over denne anmeldelse, da den indeholder spoilere for disse.

The City of Mirrors fortsætter fortællingen om Amy og hendes venner få år efter, at bog nummer to endte. Efter at have udryddet elleve af De Tolv er der kun Zero (eller Fanning), Amy samt Carter tilbage. Alicias søgen efter Fanning leder hende væk fra hendes venner, og hun ender i New York. Her er gaderne ikke længere fulde af liv, larm og travlhed, men i stedet af stilhed og død. Det er nemlig blevet Fannings tilholdssted sammen med hans viraler. Fanning kan her planlægge sit næste træk samtidig med, at han mindes sin fortid.

City of memories, city of mirrors.

I denne roman får læseren nemlig også indblik i Fannings historie, hvad der driver ham og hvorfor. Der er en omkring 100 sider lang novelle inde i romanen omhandlende, hvordan Fanning går på Harvard og forelsker sig. Dette nedsætter også fortælletempoet, da denne del ikke rummer megen action. Men kedeligt, synes jeg, dog ikke, at det bliver. Fannings stemme i fortællingen er underholdende med dets sarkastiske og skarpe tone samt henvisninger til litterære værker. Man kan mærke hans smerte og ensomhed og kommer derved også til at forstå ham og måske få en anelse medfølelse. Han er den perfekte skurk (eventuelt et lille kritikpunkt i forbindelse med brugen af en kliche på dette punkt i romanen). Denne del af romanen viser også Cronins evner som forfatter. Cronin er eminent til at skifte mellem forskellige genrer og fortælleformer, så de fungerer i fortællingen og giver den flere vinkler. Dette ses også i epilogen, der blandt andet udgøres af et oplæg med tilhørende billedslides. Skiftene mellem de forskellige genrer sås også i de tidligere dele af trilogien, og således er der tale om en kontinuerlig brug af disse skift.

Den almindelige befolkning ved dog ikke, at viralerne stadig findes derude. Kun Amy, Carter og Alicia er vidende omkring dette. Lige så stille begynder menneskene derfor at tro på, at de er de eneste monstre på jorden. Peter Jaxon er blevet præsident for et område i Texas med omkring 100,000 indbyggere. Han er således med til at se og lade befolkningen begynde at flytte uden for de beskyttende mure efter flere år med fred og ro. Dette viser sig selvfølgelig at være en kæmpe fejl. Menneskene giver dog ikke lige sådan op, og kampen begynder for alvor.

“That’s it,” said Peter. “That’s my final word. We stay and fight.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at The City of Mirrors er en bog omkring et endeligt slag. Blodet sprøjter, skud giver genlyd og alt trækker op til storm. Men der er også noget andet; noget mere. Bag dette inferno er der øjeblikke af ro og lykke. Disse findes i drømmene, hvor man kan være sammen med dem, man elsker. Folk drømmer om steder, hvor de følte sig lykkelige eller om kommende begivenheder. I drømme er Peter sammen med sin Amy, og de kan leve det liv, de ikke er blevet tilladt i vågen tilstand. Romanen handler således også om kærlighed, og hvor vigtig oplevelsen af denne er for et menneske.

All his life he had wanted to be known by just one person. That’s what love was, he decided. Love was being known.

Det at blive set og vide, hvem man er og blive genkendt, er et af hovedtemaerne. Dette ses også i forbindelsen med spejlsymbolikken i romanen, som kobles sammen med New York og derved Fanning. Temaet genkendelse vs. ensomhed bliver på denne måde gennemgående i romanen. For hvad nu, hvis der ikke er nogen til at genkende en? Hvis man står helt alene i verden uden nogen til at sige ens navn og som ved, hvem man er bag det monstrøse ydre? Cronin beskriver disse følelser hos personerne meget smukt. De står også endnu smukkere og klarere, da de omkranses af al volden og døden.

But then night would fall, revealing the sky’s hidden treasure—the stars, after all, weren’t gone during the day, merely obscured—and his loneliness would recede, supplanted by the sense that the universe, for all its inscrutable vastness, was not a hard, indifferent place in which some things were alive and others not and all that happened was a kind of accident, governed by the cold hand of physical law, but a web of invisible threads in which everything was connected to everything else, including him.

Menneskenes måde at overleve på i Cronins fortælling er det, som jeg synes, er noget af det mest interessante. Samfundets opbygning med dets regler og måde at blive forvaltet på. Man hører bl.a. om en sortbørs og om, hvordan par kun må få to børn på grund af resursemangel. Det handler således også om, hvordan selve menneskeheden ønsker at definere sig selv.

History is more than data, more than facts, more than science and scholarship. These things are merely the means to a greater end. History is a story—the story of ourselves. Where do we come from? How have we survived? How can we avoid the mistakes of the past? Do we matter, and if we do, what is our proper place upon the earth?

Cronins trilogi er nok den bedste, vampyrfortælling, jeg har læst. Den rummer alt, hvad en post-apokalyptisk fortælling med monstre skal indeholde. Karaktererne er levende, plottet gennemført og spændende og sproget er virkelig smukt og grusomt på en gang. Selvfølgelig er der altid ting, man ønskede var anderledes (måske lidt færre paralleller med biblen og mindre overnatulig hurlumhej), men det er også svært at se, hvordan fortællingen ellers skulle have været. Så selvom toeren i trilogien efter min mening ikke levede op til etterens kvalitet, gør afslutningen det. Jeg kan ikke anbefale denne trilogi nok!

 

 

Who’s That Girl?

26115279

Who’s That Girl? af Mhairi McFarlane

3-stars

Sommetider befinder man sig i en situation, som suger en ind, og man kan bare ikke slippe fri. Situationen kan bare ikke reddes på en sådan måde, at man kommer ud med værdigheden i behold. Edie Thompson ender ufrivilligt i en sådan forfatning. Hun har indledt et moderne kompliceret forhold (der ikke er baseret på noget fysisk) med en kollega. De skriver frem og tilbage, forstår hinanden, han får hende til at føle sig klog og vittig og kan klage til hende over hans kæreste. Hans kæreste bliver dog snart til forlovede, og brylluppet står for døren. For at gøre det hele mere kompliceret og ubehageligt arbejder mandens forlovede samme sted, som dem. Der er således lagt op til et trekantsdrama – som heldigvis udebliver (jubel!). I stedet for at gemme sig hæver Edie sig over situationen og tager med til brylluppet. Hun ville aldrig involvere sig med en mand, der ikke var fri, så brylluppet vil være en afslutning for deres forvirrede forhold.

Det bliver dog blot mere forvirrende, da gommen kysser Edie… og dette ses af bruden. Edie får mærkater som “marriage wrecker” og “the other woman” påsat. Det er nemlig ikke gommen, som bliver udstødt, men kun Edie. Hun bliver udelukket fra fællesskabet og nedgjort på alle sociale medier, hvor hadesider popper op, og på arbejdspladsen. Hendes chef sender hende væk fra London, i håbet om på den måde at kunne ride stormen af og beholde Edie på kontoret. Edie bliver derfor sendt til Nottingham, hvor hun også voksede op, for at skrive en biografi om skuespilleren Elliot Owen. Så pludselig sidder Edie på sit gamle værelse hjemme hos sin far. Prikken over i’et er, at hendes søster Meg, som er modstander af alle normer, dødirriterende og ondskabsfuld, også bor der.

Society has taboos for a reason.

Heldigvis viser Elliot sig ikke at være så slem en diva, som Edie tror. Faktisk er han virkelig rar og sjov. Snart nyder Edie sin tid sammen med ham – måske mere end hun burde. De har desuden det til fælles, at begge bliver dømt af folk, som ikke kender dem eller deres version af en hændelser. Et af hovedtemaerne er således fordomme og de konsekvenser, de kan have. Der er nemlig mere end en side af en person end den, som viser sig udadtil. De mekanismer, mennesker benytter for at skjule de ting, de ikke ønsker at lade offentligheden eller selv de nærmeste se, kommer derved også til at danne fokus. Da Edie kommer på dybt vand, og hendes billede af sig selv bliver udfordret, må hun finde ud af, hvem hun egentligt er.

Måden at bearbejde problemet omkring de sociale medier og mobning fungerede godt i romanen. Edie er, som så mange andre i disse tider, meget glad for at benytte  de sociale medier og sin telefon. Forskellen mellem det selv, der vises via disse medier, og det af personen opfattede reale selv bliver derved også påpeget.

Because youre not real to them, online. You’re abstract. They don’t think you’ll ever see what they wrote, or care if you do. Youre a game. A story. And the more of them there are, the easier it becomes for them. The snowflake doesnt feel responsible for the avalanche. Honestly, I can relate to more of this than you might think.   

McFarlane er virkelig god til at skabe sjove og skønne karakterer – og Edie er ingen undtagelse! Hun er en heltinde, man ikke kan andet end at synes om. Hendes situation er en de fleste kan genkende i et eller andet målestok. Hos McFarlane står det romantiske forhold hos hendes heltinder heller ikke øverst i fortællingens hierarki. I stedet står det på lige fod med venskaber, familie, karrierer og personernes udvikling. Heltinderne opgiver ikke alt for kærligheden, men holder fast i sig selv og deres eget liv. Det er således også en meget moderne heltinde, som måske derfor bliver lettere at relatere til og holde af.

Who’s That Girl? af Mhairi McFarlane handler om at finde ens egen identitet og ikke lade andre diktere, hvem eller hvad man er. Tag bogen for, hvad den er (en sød romantisk komedie), og du vil ikke blive skuffet.

You’re someone who you meet, and can’t get out of your head afterwards.

Archivist Wasp

23282249

Archivist Wasp af Nicole Kornher-Stace

4-stars

Wasp jagter de døde i en post-apokalyptisk verden. Hun indsamler sjæle eller spøgelser fra folk, som af en eller anden grund ikke formår at rejse videre. Observationen af spøgelserne er vigtige, da de kan fortælle noget om, hvorfor spøgelserne hærger landet, og hvad der er sket med verden. Hvorfor gik den under? Sådan har arkivarens job været de sidste 400 år. Dette kan være et farligt arbejde, da nogle spøgelser er stærke nok til at skade mennesker. Dog er dette ikke det mest farlige ved Wasps erhverv. I kø for at overtage hendes plads som indsamler, arkivar og observatør af spøgelserne står nemlig en række piger, som en gang om året kæmper om Wasps plads i samfundet. Denne ene dag gælder det for Wasp om at bevise, at hun stadig er den bedste, ved at dræbe aspiranterne. Imens pigerne kæmper og farver jorden på kamppladsen rød, ser præsten for gudinden Catchkeep til. Catchkeep er nemlig den gudinde, til hvem Wasp tilhører. Som lille i hendes moders mave fik hun mærket af Catchkeep: et ar langs kinden. Derved tilhører hun også præsten, som ikke er nogen rar mester at have. Hendes status i samfundet som dræberen, der tager sig af alt det ingen helt forstår, udelukker hende fra et fællesskab. Wasp sætter sig dog til modværge. Hun gør oprør, når chancen byder sig. Ofte har hun forsøgt at flygte, og kan hun se sit snit til det, slipper hun et spøgelse fri i stedet for at tilintetgøre det.

Now, Wasp understood being different. She understood being an outcast, an efficient monster, respected and feared in almost equal measure. She understood what it was like to be a tool fashioned by, and wielded by, the hand of powers not her own.

Da fortællingen begynder har Wasp lige overlevet en af disse årlige kampe. Hun er blevet langsommere tynget, som hun er, af hendes tidligere ofres hår, der er flettet sammen med hendes eget. Wasp lader dette år aspiranten, som hun kæmpede i mod, leve. Måske kan hun ændre noget – hun er i hvert fald træt af hele dette show. Men hendes nåde nytter intet: aspiranten dør alligevel. Tilbage står Wasp med problemerne med præsten, som gør alt for at skade Wasp. Han stjæler hendes i forvejen sparsomme mad og piner hende på andre psykologiske måder. Nu står Wasp så med udsigten til endnu et år indtil dagen for kampen begynder igen. Der er dog ikke meget liv over dette. Hun kunne lige så godt selv være et spøgelse

I had to kill people to get here. I have to kill people to stay here. And Ill be stuck here until they figure out how to kill me.

Men måske kan hun finde en vej ud. Måske kommer dagen, hvor hun kan ligge dette liv, som kun rummer overlevelse, bag sig.

Og så sker det.

Det er ikke før observeret, at spøgelser taler. Dog møder Wasp netop et, som taler til hende. Et spøgelse af en super-soldat. Det vil have hende til at hjælpe med at finde et andet spøgelse, som han har ledt efter. Han husker dog som alle spøgelser meget lidt af sit levende liv; heller ikke sit eget navn. Jagten på spøgelset får hele Wasps verden til at smuldre. Alt, hvad hun troede om sig selv og hendes verden, bliver til støv mellem hendes fingre.

Wasp tager med spøgelset til underverdenen. Romanen bliver til en fortælling om en rejse til underverdenen, men også en rejse tilbage i tiden. Wasp bliver nemlig i stand til at se fortiden via den kniv, som tilhører the Archivist. Fortællingen får derved også flere lag, der reflekterer hinanden, to karakterer, som spejler hinanden gennem tiden – forskellige og dog så ens.

For at træde ind i underverdenen må Wasp dog huske sit rigtige navn. Hun må have sine egne minder tilbage. At kende sig selv, den man var, er og vil blive til, er et vigtigt motiv i romanen. Ligeledes er venskaber og partnerskab. Mellem spøgelset og dets tabte partner og mellem Wasp og spøgelset. Langsomt bygger de nemlig et venskab op, som ikke bygger på noget romantisk. Dette er smukt beskrevet, men også fuldt af forvirrende følelser for dem begge. Det er desperat, da deres alliance betyder alt for dem begge.

The ghost was watching her closely, eyes narrowed like it could see through all the layers of her person to the self-serving, lying-by-omission, desperate bones beneath.

Slutningen er ikke mindre end fantastik! Der er tale om en virkelig god fantasy/post-apokalyptisk roman. Den kan helt klart anbefales. Wasp er klart en vinder, som karakter. Hun er hård, men samtidig rummer hun så meget, så mange følelser, og man kan ikke andet end at leve sig ind i hendes udvikling. Romanen er også smukt skrevet, og det er dejligt med en fortælling, som ikke har fokus på det romantiske mellem to personer.

Doll Bones

15944406

Doll Bones af Holly Black

3-stars

“I hate that everyone calls it growing up, but it seems like DYING.”

De fleste har nogle lege, som de tænker tilbage på med glæde. Det er de lege, der kunne få ens mave til at kildre blot ved tanken; lege så gode, at man ikke ønskede, de skulle stoppe. Zach, Poppy og Alice på 12 år har en sådan leg. De sender deres actionsfigurer ud på fantastiske eventyr, der varer mere end blot en dag. De bygger et helt univers, som konstant udvides via deres kreativitet. I deres igangværende historie handler det om piraten William the Blade og hans medallierede Lady Jaye, som er ude på en quest for selveste Dronningen. Dronningen har form af en antik porcelænsdukke, der er mere uhyggelig end nuttet (der er også bare noget skummelt over en dukke, ligesom med klovne). 

I legen når de til et punkt, hvor William skal til at opnå en vide omkring, hvem hans far er. Denne viden bliver dog forhindret, da der sker en katastrofe: Zachs egen far smider alle hans figurer ud, da Zach i følge ham er for gammel til at lege med disse. Zach skal meget hellere hænge ud med sine kammerater fra basketball end lege med dukker og piger. Faren har været væk fra familien, men er nu kommet tilbage. Zach har før haft svært ved at se det gode ved dette, men nu er han slet ikke i tvivl om, at genforeningen af familien var en dårlig ide. Zach er vred, men også flov og forvirret. Derfor fortæller han ikke sine venner om hans tab, men lukker sig i stedet inde og stopper helt med at lege.

“He wondered whether growing up was learning that most stories turned out to be lies.” 

Pigerne giver dog ikke op, og en nat opsøger de ham. Poppy er nemlig blevet kontaktet af Dronningens spøgelse, som har meddelt, at hendes sjæl er fanget i porcelænsdukken. Dukken er nemlig lavet af knoglerne fra hendes myrdede legeme. For at befri hendes sjæl samt slippe for at blive hjemsøgt skal børnene finde pigens gravplads og begrave dukken. Vennerne har nu muligheden for at tage på en virkelig quest. Den bliver dog lidt mere uhyggelig og en del længere, end de forventer.

“Did you know that bone china had real bones in it?” Poppy said, tapping a porcelain cheek. “Her clay was made from human bones. Little-girl bones. That hair threaded through the scalp is the little girl’s hair. And the body of the doll is filled with her leftover ashes.”

Bogen var ikke, hvad jeg forventede. Jeg havde håbet på noget lignende Coraline af Gaiman, men Doll Bones når ikke denne til sokkeholderne. Bogen er slet ikke uhyggelig eller genial nok. Dog er den ikke tom for uhygge. Dukken er uhyggelig og skummel, da hverken børnene eller læseren ved, om det, der sker, er virkeligt eller forestilling. Der er således også tale om brugen af elementer fra den fantastiske fortælling, hvor dette spørgsmål netop er gennemgående.

Fokusset er dog på forholdet mellem karaktererne samt deres udvikling mod en mere voksen tilværelse. Det er således også mere en coming-of-age-fortælling med fokus på, hvor vigtigt kreativitet og historiefortælling er. Dette gør Holly Black dog også godt. Det er en god og medrivende historie omkring, hvordan voksene fortæller børn, at de ikke længere kan være børn. Børnene stilles så over for valget om at tage dette til sig eller stille spørgsmålstegn ved det. Poppy er den, som desperat forsøger at holde fast i det gamle – i barndommen. Alice og Zach er begge på vej til en ny form for barndom og er ikke så bange for forandringerne. Derfor handler rejsen også om at finde ud af, hvor deres venskab er på vej hen. Kan de stadig holde fast i den, når deres måde at være sammen på og deres indbyrdes forhold ændrer sig?

Bogen bliver via disse motiver også mere sentimental end uhyggelig, så måske skulle den have været præsenteret anderledes. Det ville have gjort, at forventninger og udbytte passede bedre sammen.

“If they were real, then maybe the world was big enough to have magic in it. And if there was magic — even bad magic, and Zach knew it was more likely that there was bad magic than any good kind — then maybe not everyone had to have a story like his father’s, a story like the kind all the adults he knew told, one about giving up and growing bitter.” 

The Problem with Forever

26721568

The Problem with Forever af Jennifer L. Armentrout

3-stars

“I know you might not believe it, but I’m going to keep you safe forever…”

Mallory og Rider er vokset op sammen hos en plejefamilie, der behandlede dem alt andet end godt. Mad var der ikke nok af, men tæsk og anden fysisk og psykisk misbrug var der til gengæld rigelige mængder af. Rider påtog sig rollen som den kun få måneder yngre Mallorys beskytter. Han sørgede for, at hun var så sikker, som muligt, i det ellers så usikre hjem. En dag kulminerede det dog, og Rider og Mallorys veje skilles for, hvad de tror, altid. Skæbnen vil dog, at de mødes igen fire år efter. Mallory, som er romanens fortæller, har aldrig glemt Rider, selvom hendes liv har forbedret sig væsentligt. Hun er blevet adopteret af en familie bestående af to læger, der behandler hende som deres eget barn.

I thought about the boy who made my chest hurt, the one who’d promised me forever. It had been years since I’d seem him or even heard him speak. Four years of trying to erase everything that had to do with that portion of my childhood, but I remembered him. I wondered about him.
How could I not? I always would.
He had been the sole reason I survived the house we’d grown up in.

Rider og Mallory mødes igen, da Mallory starter i high school på hendes senior år. Hun har før modtaget hjemmeundervisning, da oplevelserne hos hendes tidligere plejefamilie har traumatiseret hende dybt. Hun har svært ved at være sammen med mange mennesker og især tale med andre. At være stille var nemlig tidligere hendes overlevelsesstrategi. Så længe ingen lagde mærke til hende, gjorde de hende ikke ondt.

Deres møde giver dem begge vished for, hvad der er sket med den anden. De kan nu ånde ud og lære hinanden at kende på ny. Forholdet mellem de to er dog ikke ukompliceret, da der opstår en tiltrækning mellem dem, som ikke har med deres fortid at gøre. Langsomt udvikler de følelser for hinanden, som kompliceres af, at Rider egentligt har en kæreste. Trekantsforholdet har dog ikke en væsentlig rolle i plottet, hvilket er et plus efter min mening. Der er ikke nogen langsommelig krig mellem de to piger, da Riders intentioner ikke er til at tage fejl af.

“She understands that if I have to pick between you two, it’s not going to be her.”

Rider har dog problemer, selvom han nu er i mere sikre omgivelser. Han forsøger nemlig stadig at passe på andre, hvilket for konsekvenser for dem begge. Nu ønsker Mallory at hjælpe Rider, som han hjalp hende. Dette viser sig dog at være svært – for begge parter.

“Be careful,” I whispered…
Rider’s grin faded from his handsome face. I moment passed before he spoke, “Always.”

Romanen handler om at forelske sig for første gang og finde den person, du ønsker at være sammen med for altid. De to karakterer deler ikke kun dette, men også en dyb forståelse for hinandens situationer grundet deres fælles fortid. En delt fortid kan dog også betyde, at det kan være svært at indtage nye roller i et forhold. En stor del af romanen fokuserer da også på Mallorys udvikling. Hun bryder nemlig ud af den skal, hun har bygget omkring sig selv. Hun arbejder på at finde sig selv gennem hele romanen, hvilket også gør, at hun kommer til at stå stærkere alene. Rider og hendes forhold må nødvendigvis også ændre sig derved. Han kan ikke sidde med retten til at være den beskyttende.

Jeg er ikke så god til sådanne young-adult-romaner. For mig skal den slags bøger helst være sjove for, at de fanger mig. Desuden er jeg nok ved at være lidt for gammel til high school – romances. Bogen er dog ikke dårlig eller kedelig – bestemt ikke. Mallorys udvikling er spændende og godt beskrevet. Hun er en karakter, man kommer til at holde af, og det samme er Rider. Men romanen er har også de klassiske klicher: den hotte, ødelagte fyr, som siger alt det rigtige, og pigen, som ikke ser, hvor smuk hun. Men igen: er young-adultgenren noget for dig, er denne helt sikkert forsøget værd, da den rummer mere end de førnævnte klicher.

“I never stopped thinking about you,” he said in a low voice. “Not one day, Mallory.”

 

The Fireman

25816688

The Fireman af Joe Hill

3-stars

– I’m glad someone is having fun with the end of the world

– What makes you think the world is ending?

I mennesket brænder der en ild, som ikke lige sådan kan slukkes. Det er den ild, som kan betegnes som værende en opretholdelsesdrift. Et ønske – et behov – for overlevelse. Denne ild findes i alle levende organismer – også i sygdomme.

En ny form for pandemi raser i verden: Draco Incendia Trychophyton eller i folkemunde Dragonscale. Den får mennesket til at gå op i flammer, så der ikke er andet tilbage end aske og forkullede knogler. Ingen ved, hvordan det hele er startet, eller hvordan det ender. Smitten spreder sig som en skovbrand (bogstaveligt talt) over hele USA, hvor byerne rammes en efter en. Sygdommen mærker dets ofre med smukke sorte og gyldne mærker på kroppen. Det smukke, fascinerende og eksotiske går dog af disse, når ofret går op i flammer. Stress kan få en ramt til at selvantænde, hvilket ofte har samme virkning som at stryge en tændstik på de omkringværende syge. Herved kan der skabes en kædereaktion, som munder ud i noget, der kan minde om en helt masse Sant Hans-hekse.

Harper Grayson, bogens hovedperson, er sygeplejerske. Hendes store idol er Mary Poppins, hvem hun ofte benytter som inspirationskilde i hendes arbejde og liv. Harper arbejder på et hospital og kommer derigennem i kontakt med flere hundrede smittede. Hospitalet brænder dog ned til grunden (noget, som næsten var dømt til at ske med så mange selvantændelige tændstikker rendende rundt). Harper og hendes mand Jakob indgår en pagt om, at hvis de bliver smittet, vil de dø på egne præmisser – ikke på sygdommens. Kort efter opdager hun de karakteristiske gyldne og sorte skæl på sin hud. Dog har hun også gjort en anden opdagelse i mellemtiden: Harper er gravid.. og hun vil føde barnet til Jakobs store forfærdelse. Men Harper har på hospitalet set smittede mødre føde raske børn, og hun håber, at hendes også vil være rask. Opgaven bliver blot at holde sig i live så længe, at barnet kan blive født; hvilket også er lidt af en opgave. Jakob er overbevist om, at Harper har gjort ham syg, og forlader hende, mens samfundet omkring dem braser sammen. Desuden er han fast besluttet på, at Harper skal overholde pagten, som de indgik. Sammenstyrtningen giver mulighed for, at en gruppe kaldet Cremation Squads kan opstå. Disse opsporer smittede for at udrydde dem og udgør således endnu en fare for Harper. Harper er dog ikke alene mod disse trusler. En mand, som hun kort har mødt på hospitalet, klædt i en gul brandmandsjakke og -hjelm dukker op igen. Han er kendt under navnet The Fireman og som en mand, der krydser grænsen mellem det mulige og umulige. The Firemans handlinger får andre til at tvivle på, om han i virkeligheden er vanvittig. Han er ligeledes smittet med Dragonscale, men har gjort ilden til en del af ham selv og bruger den til at beskytte andre smittede. Gennem hans kontrol af sygdommen giver han Harper håb om, at hun kan komme til at lære hans hemmelighed sådan, at hun kan føde sit barn uden at brænde op. The Firemand er dog ikke så let at fravriste denne hemmelighed..

Mine forventninger til The Fireman af Joe Hill var måske lidt for store. De blev i hvert fald ikke indfriet. Der skabes ikke den rigtige post-apokalyptiske stemning, da det ikke er samfundets nedbrud eller sygdommen, der udgør romanens fokus. I stedet er fokus på karakterernes indbyrdes forhold og deres reaktioner på sygdommen. Dette er også ok, for karaktererne er egentligt gode og noget for sig, meen Dragonscale bliver som sygdom bare svær at tage alvorlig. Jeg tror, jeg havde håbet på noget mindre fantasy-agtigt. Der er visse ting, som jeg ikke vil afsløre, der er lidt for fantastiske. Desuden føltes bogen meget lang at komme igennem. Tingene går for langsomt, når det er så megen relationsopbygning og fokus på personernes forhold til smitten. Det er således ikke min yndlings roman fra den apokalyptiskegenre.

Men som et lys i mørket er der The Fireman. Som karakter er han den, der kommer med de sjove indspark. Han er en dreng, der aldrig er blevet voksen, og som drømte om at blive rock star. I stedet er han nu en legenden The Fireman – hvilket passer ham meget godt. Han er en vaskeægte show off guy.

The Fireman, on the other hand, loved the plan. Of course he did. He had the starring role.

Romanen viser, hvad mennesket kan blive til i pressede situationer, og hvad det kan gøre mod dets egen art. Den viser også, hvordan noget, man troede skulle være enden, blot bliver en begyndelse. Mennesket har en fantastisk evne til at finde gnister af håb og har brug for disse til at fortsætte dets tilværelse. Dette kan siges at være en ting, som den gør godt. Derigennem bliver temaer som religiøsitet også taget op. Her viser romanen en kritik af fundamentalisme og den ensretning, som nogle former for religionsdyrkelse kan skabe. Skabelsen af en familie bliver også et motiv og viser sig som værende en væsentlig faktor i kampen for overlevelse.

Five-letter word for abiding joy, she asked, and Harper touched her hair, pushing a strand of it behind her pink, delicate ear, and whispered today.

 

 

 

The Lesser Dead

20893407

The Lesser Dead af Christopher Buehlman

4-stars

Happiness is the province of those who ask few questions. 

Under New Yorks gader i 1978 lever nogle væsner, som ikke tåler solens lys og varme. Disse væsner var engang mennesker som dig og mig, men nu er de noget andet. Noget, som ikke burde være til.

The secret is, vampires are real and I am one.

The secret is, I’m stealing from you what is most truly yours and I’m not sorry—

Joey Peacock har i de sidste fyrre år levet som vampyr. Han ligner en på fjorten år, men er i virkeligheden i halvtredserne. I disse mange år har han perfektioneret sit talent som don juan på de mange punk klubber og diskoteker. Han jager om natten til lyden af bas og åndedrag fra dansende mennesker og sover om dagen, ligesom de andre af hans slags. Den gruppe, Joey tilhører, opholder sig netop i de mørke labyrinter under gaderne. Her sker makabre ting, der ligesom vampyrerne, ikke tåler dagens lys.

Ofte er Joey at finde i subwayen, hvor han både fordriver tiden og benytter transportmulighederne til at komme fra et offer til det næste. Nogle ofre er genkommende, da han via hypnose kan få dem til at glemme hans tilstedeværelse. Således kan han, mens ofrene ser sitcoms, få et måltid i fred og ro. Alt i alt lever han det lette liv – måske er det også en anelse kedeligt. Dette bliver der dog lavet om på. Joey ser nemlig nogle nye jægere på de jagtmarker, som tilhører den klan, han er medlem af. Disse jægere er dog ikke som andre vampyrer. De er nemlig børn, men der er også noget andet helt galt med dem.

Joeys udvikling stoppede lige mellem voksen og barn, så han kan gå for værende begge dele. Dette har visse fordele: det uskyldige udseende og muligheden for at benytte en høj stemme, så ofre ikke ser en trussel. Dog understreger det også hans tilstedeværelse som værende et grænsefænomen. Han er hverken død eller levende, mand eller dreng. Denne form for limbotilstand passer således godt til vampyren som figur. Ligeledes ses det, hvordan vampyren benyttes til at tematisere børns evne til at begå ondskab uden at se handlingerne som værende uhyrlige. At lege med maden får en hel anden betydning i forbindelse med vampyrbørnene. Det viser sig også, hvordan det voksne menneske ikke ønsker at se, at børn ikke altid er uskyldige rene væsner.

Bogen rummer både det humoristiske, groteske og makabre. Humoren bløder derved også de andre træk op. Desuden er karaktererne godt skildret og rummer hver især deres særheder og kendetegn. Joey er virkelig en god karakter. Han er chatty, en kende cocky, ser sig selv som en kvindernes mand og fortrækker at se så smart ud, som muligt. Det er trods alt lidt svært, når man konstant bevæger sig i tunneller under byen. Vampyrkvinden Margaret er heller ikke at kimse af. Hun er lederen af deres lille familie og nært knyttet til sin skovl, der udgør hendes foretrukne våben. Flokken rummer også den faderlige ældre Cvetko, som holder af bøger og ser efter Joey.

He gets away with it because he’s strong.’
‘This is the story of mankind.’
‘I thought you were going to be a priest at one point.’
‘Yes. But then I read the newspaper.

Den første del af bogen omhandler hovedsagligt livet som vampyr, og hvordan Joey blev til vampyr. Joeys fortæller pragmatisk, men rummer også rester af hans tidligere liv som fjortenårigt menneske. Sommetider er han faktisk lidt af en møgunge.. Dog gemmer der sig en melankoli under dette ydre. Alle vampyrerne har en hjerteskærende historie bag sig, som gør dem menneskelige.

The Lesser Dead fangede mig. Den har alt det, man kan ønske sig af en urban horror fortælling omkring vampyrer. Der er ingen vampyrer her, som skinner i solen eller erklærer udødelig kærlighed til et menneske. I stedet får man mørke og fugtige tunneller, blod, rå humor, action og ingen blødsød slutning.